Skip to main content

Kommentar: Historisk milepæl i USA

Nyhed   •   Sep 21, 2017 10:03 CEST

Figuren viser udviklingen i den amerikanske centralbanks balance (samlede aktiver). Balancen steg voldsom i 2008-2014, da banken købte obligationer for at understøtte økonomien. Nu begynder den at sælge ud af disse obligationer.

Den amerikanske centralbank besluttede i går at sælge ud af obligationsbeholdningen fra og med oktober. Det er en historisk milepæl, som yderligere cementerer, at finanskrisen for længst er slut. Obligationssalget vil sammen med yderligere gradvise renteforhøjelser lægge et behersket opadgående pres på markedsrenterne, men bør ikke være et problem for aktiemarkedet – hverken i år eller i 2018.

På gårsdagens rentemøde besluttede den amerikanske centralbank at nedbringe balancen gradvist fra og med oktober. Det betyder, at centralbanken begynder at sælge ud af de obligationer, som den købte under de kvantitative lempelser fra 2008 til 2014. Centralbanken starter med at sælge 10 mia. dollars om måneden og kan herefter øge med yderligere 10 mia. hvert kvartal op til et maksimum på 50 mia. dollars om måneden. Det kan lyde voldsomt, men er faktisk et meget behersket og gradvist tilbagesalg set i lyset af bankens massive balance på 4500 mia. dollars. Figuren viser udviklingen i centralbankens balance, hvis den følger de maksimale salgsmuligheder – og selv i den situation vil balancen tidligst være tilbage ved udgangspunktet i 2023.

Centralbanken beskrev den økonomiske udvikling i relativt optimistiske vendinger og fastslog blandt andet, at orkanerne kun vil have en kortvarig effekt på økonomien. Banken hævede samtidig vækstforventningen fra 2,2% til 2,4% i år og fastholdt forventningen på 2,1% i 2018. Derfor fastholdt banken også udsigten til yderligere 1 renteforhøjelse i år (december) og yderligere 3 forhøjelser i 2018.

Udsigten til en strammere pengepolitik bør teoretisk set medføre et opadgående pres på markedsrenterne. Den gradvise stramning taler dog for en behersket og kontrolleret stigning i renterne, som hverken bør være et problem for økonomien eller aktiemarkedet. De historiske erfaringer viser endvidere, at aktiemarkedet plejer at reagere positivt på stigende renter, så længe renteniveauet er under 4%. Så med en aktuel 10-årig rente på kun 2,27% er der stadig lang tid til det tidspunkt, hvor renteniveauet begynder at udgøre et problem for økonomien.

For et par dage siden skrev vi, at der ikke er grund til at frygte Draghi. Der er med andre ord heller ikke grund til at frygte Yellen - endnu.