Pressemeddelelse -
Nordiske erhvervsledere skal vende den negative udvikling for at nå naturmålene for 2030
En ny analyse bekræfter, at nordiske virksomheder klarer sig bedre end sine globale konkurrenter, når det gælder naturrelaterede påvirkninger, men stigende risici i nøglesektorer kræver målrettet handling fra investorer.
En ny rapport, offentliggjort af Storebrand Asset Management i samarbejde med GIST Impact – en datalevenrandør specialiseret inden for data om natur og biodiversitet – viser, at de 100 største nordiske virksomheder går forrest, når det gælder miljøet. Samlet set har disse virksomheder en 42 % lavere påvirkning af naturen sammenlignet med et globalt benchmark af store virksomheder (Nature Action 100).
Rapporten Integrating Nature Data Into Investment Decisions indeholder dog også en advarsel: Selv de førende virksomheder øger fortsat deres pres på naturen. Siden 2017 er deres negative påvirkning af naturen steget med omkring 1 % om året, hvor størstedelen af påvirkningen er koncentreret på nogle få industrier med stor miljøpåvirkning. Dette stigende pres på naturen udsætter både investorer og nordiske virksomheder for voksende risici og kan underminere de globale naturmål, hvis det ikke adresseres.
Når naturen går tabt, forringes økosystemerne, forsyningskæder bliver forstyrret, produktiviteten falder, og værdien af aktiver udhules. Naturen danner grundlaget for stabil adgang til vand, energi og råmaterialer – ressourcer, der er afgørende for alt fra fødevareproduktion til industri. Efterhånden som konkurrencen om ressourcer tiltager, vil de lande og virksomheder, der beskytter deres naturkapital, stå bedre rustet over for fremtidige chok og forstyrrelser.
"Den gode nyhed er, at de største nordiske virksomheder ligger foran. Den presserende nyhed er, at selv de førende virksomheder stadig bevæger sig i den forkerte retning og øger deres miljøpåvirkning år for år," kommenterer Emine Isciel, chef for klima og miljø hos Storebrand Asset Management.
"Som investorer kan vi bruge disse data til at gå videre end overordnede politikker og præcist identificere, hvor værdier er i fare, og hvor vi skal skabe reel forandring på virksomhedsniveau."
"Naturrelaterede risici – hvad enten de skyldes forringede økosystemer, vandmangel eller sagsanlæg – har direkte konsekvenser for virksomhederne og påvirker både værdiansættelser, drift og langsigtet resiliens. At forstå, hvordan porteføljer interagerer med naturen, hjælper os med at identificere finansielle risici og skabe reel forandring gennem målrettet engagement," fortsætter hun.
Ansvarlighed gennem brug af data
Historisk set har det været en udfordring at integrere naturrelaterede hensyn i investerings- og udlånsbeslutninger – primært på grund af begrænset adgang til data, værktøjer og retningslinjer. Denne analyse viser, at den største udfordring ikke længere er tilgængeligheden af data. Med den rette fortolkning og anvendelse kan dataene give værdifuld indsigt.
Ved at kortlægge virksomheders aktiviteter i forhold til stedsspecifikke data – herunder vandmangel, skovrydning, biodiversitet, beskyttede områder og oprindelige folks landområder – har Storebrand og GIST Impact kunnet identificere sektorer og geografiske områder med høj risiko, der kan omsættes direkte til finansiel og operationel eksponering.
"Naturdata er i sagens natur komplekse og kan ikke reduceres til ét enkelt målepunkt. Den reelle styrke ligger i at integrere pålidelige og sporbare datasæt for at skabe stedsspecifik indsigt. Det gør det muligt for investorer at identificere, hvor de største naturrelaterede risici og muligheder for positiv påvirkning reelt findes," udtaler Mahima Sukhdev, Chief Growth Officer hos GIST Impact.
Sektor-hotspots og stigende naturrisici
Analysen viser, at størstedelen af biodiversitetsaftrykket i Nordics 100-porteføljen er koncentreret i en håndfuld sektorer med stor miljøpåvirkning – især produktion, fødevarer, bilindustrien, tekstilsektoren og godstransport. Disse industrier er samtidig stærkt afhængige af vand i deres drift, hvilket gør dem sårbare over for vandmangel og stigende regulatoriske krav.
Yderligere indsigter om Nordics 100-porteføljen omfatter:
- Produktion alene står for over 70 % af porteføljens biodiversitetsaftryk, selvom den kun udgør lidt over halvdelen af dens samlede værdi.
- Mere end halvdelen af porteføljens produktionsaktiver er placeret i områder med tørkerisiko eller vandmangel, hvilket skaber betydelig eksponering over for driftsmæssige og finansielle risici.
- Næsten hver femte investering i produktionssektoren ligger i nærheden af beskyttede områder, som defineret af World Database on Protected Areas.
- Aktiviteter med høj miljøpåvirkning – såsom jernbanebyggeri, olieproduktion, flytransport og shipping– er ligeledes eksponeret mod strengt beskyttede områder og oprindelige folks landområder.
De stedsspecifikke data viser, hvordan disse risici udspiller sig i praksis:
- Vandmangel: Denne eksponering er særligt udtalt i produktionssektoren, hvor mere end halvdelen af faciliteterne i Nordics 100-porteføljen allerede befinder sig i tørkeramte områder. Det gør produktionen i disse regioner mere sårbar over for afbrydelser og stigende omkostninger, hvis vand bliver endnu mere knapt.
- Skovrydning: Flere skovbrugsrelaterede aktiviteter er placeret tæt på områder, hvor der aktivt fældes skov. Det placerer disse virksomheder i centrum for stigende opmærksomhed omkring afskovning og arealanvendelse.
- Oprindelige folks landområder: Aktiviteter inden for luft- og vandtransport i porteføljen overlapper med næsten 200 oprindelige lokalsamfund. Denne nærhed til oprindelige folks områder øger sandsynligheden for lokale bekymringer og kontrol og understreger behovet for, at virksomheder handler ansvarligt i følsomme områder.
Nordisk lederskab i en global kontekst
Verden er fortsat ikke på rette vej i forhold til at nå de globale naturmål for 2030. Ifølge FN’s Global Biodiversity Framework skal alle finansielle strømme være i overensstemmelse med naturpositive resultater inden udgangen af årtiet. Alligevel finansierer anslået 7 billioner USD årligt – svarende til omkring 7 % af det globale BNP – fortsat aktiviteter, der nedbryder økosystemer.
Med deres relative førerposition inden for naturpåvirkning er de nordiske virksomheder godt placeret til at gå forrest globalt og bruge denne nye analyse til at styrke risikostyring, investoransvar og virksomhedsansvar.
Fra data til ansvarlig forvaltning
Storebrand Asset Management vil bruge disse resultater til at målrette sin forvaltningsindsats dér, hvor den har størst betydning:
- Identificere de mest betydningsfulde naturrelaterede påvirkninger i sine porteføljer.
- Målrettet dialog med virksomheder i højriskosektorer og områder – såsom produktion, skovbrug og transport – samt dem, der opererer i eller nær oprindelige folks landområder, for at reducere miljøpres og styrke robustheden.
- Overvåge virksomheders mål og resultater over tid, f.eks. inden for vandforvaltning og biodiversitetspåvirkning, samt deres tilpasning til nye rapporteringsstandarder.
- Fremme gennemsigtighed og ansvarlighed i overensstemmelse med rammeværker som TNFD og GRI.
"Analysen gør det muligt at føre en mere kvalificeret dialog med virksomheder om deres strategier – især i risikofyldte områder. Det kan eksempelvis handle om at fremme genbrug af vand og effektiv spildevandshåndtering i produktionscentre eller støtte bevaringsinitiativer anført af oprindelige befolkningsgrupper i økologisk sårbare zoner. Vi vil bruge denne indsigt til at identificere naturrelaterede risici, engagere os dér, hvor det betyder mest, og styrke rapportering og ansvarlighed omkring biodiversitet på tværs af vores portefølje," afslutter Emine.
Mahima Sukhdev, vækstchef hos GIST Impact og Emine Isciel, chef for klima og miljø hos Storebrand Asset Management.
Metode
Nordics 100 repræsenterer en portefølje bestående af de 100 største virksomheder med hovedsæde i Norge, Sverige, Danmark, Finland og Island, udvalgt på baggrund af markedsværdi og eksponering mod TNFD’s højprioriterede sektorer.
Disse virksomheder blev benchmarked op imod Nature Action 100 (NA100), et globalt anerkendt, investorledet initiativ bestående af 100 af verdens største og mest naturrelevante virksomheder. Sammenligningen muliggjorde en direkte, ensartet vurdering af miljøpræstationer, afhængigheder og risici.
Storebrand Asset Management samarbejdede med GIST Impact om denne analyse for at demonstrere, hvordan naturrelaterede porteføljevurderinger kan informere investeringsstrategier, skærpe forvaltningsindsatsen og støtte op om alignment med de globale biodiversitetsmål.
Om GIST Impact
GIST Impact er en markedsledende data- og analysevirksomhed. Vi hjælper virksomheder og investorer med at måle, værdisætte og styre deres klima- og naturpåvirkninger, risici og muligheder. Med et globalt team af eksperter leverer GIST Impact præcise, stedsspecifikke data, der dækker over 18.500 virksomheder, og er den foretrukne datapartner for nogle af verdens største finansielle institutioner med i alt 8 billioner amerikanske dollar under forvaltning. www.gistimpact.com
Pressekontakt hos GIST Impact
Alexandra Downs, alexandra@gistimpact.com
Emner
Storebrand Asset Management er en del af Storebrand-koncernen og forvalter over 1500 milliarder NOK på vegne nordiske og internationale investorer.