Pressemeddelelse -

SE bygger arkitektonisk perle med banebrydende energiprofil

Smuk arkitektur og en banebrydende sammensætning af energieffektive løsninger blev prioriteret, da SE pegede på Hoffmann A/S som totalentreprenør til opførelsen af SE’s nye domicil i Esbjerg. Udover at være en  et fantastisk bygningsværk, bliver bygningen Danmarks største erhvervsbyggeri i passivhus-standard, som plusenergihus.  

En rund arkitektonisk perle

Totalentreprenøren Hoffmann A/S, har sammen med sine partnere GPP Arkitekter A/S, Esbensen Rådgiv. Ing. A/S, Sloth Møller, Rådg. Ing. A/S og Vibeke Grube Larsen ApS præsenteret en arkitektonisk perle , hvor funktionalitet og arbejdsmiljø går hånd i hånd.

Domicilet, der bygges i det nordlige Esbjerg, er formet som en tønde, med 4 etager over jorden og 1 etage under jorden, og vil have et samlet bruttoetageareal på 13.500 m², hvoraf domicilet udgør 10.650 m²:

- Vi glæder os meget til at sætte spaden i jorden og ikke mindst flytte ind i denne flotte, lyse og topmoderne bygning. Bygningen er indrettet til at udnytte medarbejdernes ressourcer optimalt og har stort fokus på at inspirere hele koncernen til at udvise åbenhed og nærvær, følge egne overbevisninger og skabe bæredygtige løsninger, udtaler Niels Duedahl, adm. direktør. 

Byggeriet veksler mellem enkeltmands- og flermandskontorer samt åbne kontorlandskaber og moderne mødefaciliteter. Derudover indrettes der velfærdsområder til at understøtte arbejdsmiljøet samt et 500 m2 innovationscenter, hvor iværksættere indenfor energi, klima og kommunikation kan bo og benytte sig af SE’s ressourcer og faciliteter.

Erhvervsbyggeri med banebrydende energiprofil 

Domicilet bliver Danmarks største erhvervsbyggeri i passivhus-standard, som vil producere mere energi end det forbruger. Ved at bygge efter passivhuskriterierne vil SE ikke kun halvere energiforbruget til bygningens drift ift. normale erhvervsbyggerier, men også tage fat på bygningens totale energiforbrug, herunder serverrum og øvrige energiforbrugende enheder: 

- Da vi kom længere ind i projektet kunne vi se, at serverrummet ville stå for 60-80 % af det samlede energiforbrug i bygningen. Vi har derfor fået lavet en løsning, med såkaldte termoaktive konstruktioner og indirekte frikøling, hvor bl.a. køling af serverrum og klimastyring af bygningen integreres og styres på en intelligent måde, forklarer Niels Duedahl.

Bygningen forsynes med et omhyggeligt udvalg af energieffektiv teknologier, herunder 10 km jordslanger til køling, og der vil blive eftermonteret 1800 m² energiproducerende solceller, som vil gøre bygningen til Danmarks største plusenergihus, med Danmarks næststørste solcelleanlæg.

Energieffektive serverrum bidrager markant 

Bygningen certificeres som passivhus af Passivhus.dk. Da dette sætter en grænse for det samlede energiforbrug for absolut alt energiforbrug i bygningen, kommer både serverne og de tekniske installationer en ekstra tur på operationsbordet, i et utraditionelt samarbejde mellem bygningsingeniører og IT-afdeling. Målet er at overgå både Google og Facebooks serverparker i energieffektivitet, og man regner med at spare mere energi end der går til hele bygningsdriften. - Jeg synes det er vildt fascinerende at tænke på, at 350 af SE’s medarbejdere, om mindre end 2 år, hver dag kan møde på arbejde med viden om, at deres arbejdsplads er et af verdens mest energieffektive og som producerer mere energi end det forbruger, udtaler Niels Duedahl.

For yderligere information kontakt:

Niels Duedahl, adm. direktør, SE, mobil 2922 8508 , niels@se.dk 
Jens Bahne Jørgensen, bestyrelsesformand, SE, mobil 4033 8252 , bahne@dbmail.dk 
Steffen Hansen, afdelingschef, Hoffmann A/S, mobil 6012 3720, sh@hoffmann.dk



 

Emner

  • Virksomhed, generelt

SE er et af landets største el-selskaber og udbydere af lynhurtigt fibernet. Vi er et moderne og åbent selskab - med kort vej til dig som kunde. Vi er et andelsselskab, så alle der bor i vores forsyningsområde, og har en el-måler fra os, er andelshavere – og dermed medejere af SE. At hovedparten af vores kunder er vores medejere, er et omdrejningspunkt for hele vores tankegang. I stedet for blot at tænke på overskud og profit, kan vi koncentrere os om at skabe en sund forretning til gavn for vores medejere og hele regionen.

Kontakt

  • Jan Lyng Lauridsen

    Pressekontakt Kommunikationschef Presse 2053 5876
  • Mette Husted

    Pressekontakt Kommunikationskonsulent SE Next Step - Next Step Challenge, Next Step Citizen og Next Step City m.m. 40730418