Pressemeddelelse —
Synsproblemer hos børn bliver ofte forvekslet med koncentrationsbesvær
Når tusindvis af børn vender tilbage til klasseværelserne efter sommerferien, har mange forældre fokus på nye skoletasker, skemaer og hverdagsrutiner. Men en vigtig forudsætning for læring bliver ofte overset: synet.
Ifølge Gitte Sørensen, autoriseret optiker og Head of Eye Health hos Profil Optik by Synsam, kan uopdagede synsproblemer gøre det vanskeligere for børn at følge undervisningen, læse, hvad der står på tavlen, og bevare koncentrationen gennem hele skoledagen. I nogle tilfælde kan symptomerne fejlagtigt blive tolket som koncentrationsbesvær eller manglende motivation.
– Mange forældre bliver overraskede, når de opdager, at barnets hovedpine, træthed eller modvilje mod at læse faktisk kan skyldes, at barnet ikke ser optimalt. Børn er ofte gode til at kompensere for deres synsproblemer, og derfor bliver de ikke altid opdaget i hverdagen, siger Gitte Sørensen.
Synet spiller en afgørende rolle for børns læring. En stor del af den information, børn modtager i skolen, kommer gennem synet, og selv mindre synsproblemer kan påvirke både indlæring, koncentration og trivsel.
Vær opmærksom på disse tegn
Inden skolestart opfordrer Profil Optik by Synsam forældre til at være opmærksomme på følgende signaler:
- Barnet kniber øjnene sammen eller læner sig frem for at se.
- Barnet har tilbagevendende hovedpine efter en skoledag.
- Barnet virker usædvanligt træt under læsning eller lektier.
- Barnet mister hurtigt koncentrationen ved opgaver, der kræver visuelt fokus.
- Barnet klager over, at teksten på tavlen eller i bøgerne er sløret.
– Jo tidligere et synsproblem bliver opdaget, desto bedre forudsætninger får barnet for at trives og udvikle sig i skolen. Et godt syn giver barnet de bedste muligheder for at deltage aktivt i undervisningen og få en god skolestart, siger Gitte Sørensen.
Fem råd til forældre inden skolestart
- Spørg barnet, om det ser tydeligt på afstand. Hvis ting på afstand virker slørede, kan barnet være nærsynet.
- Vær opmærksom på hovedpine og trætte øjne. Tilbagevendende hovedpine efter en skoledag kan være et tegn på synsproblemer.
- Læg mærke til, om barnet undgår at læse. Det kan være tegn på, at barnet har svært ved at se tydeligt på nært hold.
- Sørg for, at barnet er udendørs hver dag. Dagslys er vigtigt for øjnenes udvikling og kan være med til at forebygge udviklingen af nærsynethed.
- Få barnets syn undersøgt, hvis du har mistanke om synsproblemer. For børn under 10 år anbefales det at kontakte en øjenlæge eller den praktiserende læge først for råd og vejledning.
– Som forælder behøver man ikke vente på, at barnet selv fortæller, at det ser dårligt. Vær opmærksom på små ændringer i barnets adfærd, energiniveau og læselyst, og få synet undersøgt ved den mindste mistanke. Er barnet under 10 år, anbefaler vi, at man starter med at kontakte en øjenlæge eller den praktiserende læge. Det kan gøre en stor forskel – både for barnets skolegang, trivsel og selvtillid, siger Gitte Sørensen.
Emner
Kategorier
Om Profil Optik by Synsam
Profil Optik By Synsam er en del af Synsam Group, en ledende optikerkæde i Norden med et bredt og prisvenligt udbud af tjenester og produkter inden for øjensundhed og brillemode med udgangspunkt i vores kunders forskellige livsstile og behov.
Koncernen har cirka 5.400 medarbejdere, en omsætning på cirka 7,1 mia. SEK (2025) og driver cirka 600 butikker i Norden under varemærkerne Synsam, Synsam Outlet og Profil Optik. Ved hjælp af digitalisering, abonnementsløsninger og andre innovative koncepter er Synsam Group en stærk innovator på flere områder i det nordiske marked for optik, eksempelvis kunderejse, produktudbud og ESG. Synsam Groups aktie handles på Nasdaq Stockholm (SYNSAM).
www.synsamgroup.com