Gå til indhold
Systematic Testrun 16K aflyses - sponsoraftale forlænges med to år

Pressemeddelelse -

Systematic Testrun 16K aflyses - sponsoraftale forlænges med to år

Løbeglade århusianere kan skrive Systematic TestRun 16K i kalenderen igen fra næste år. Aarhus Motion og Systematic har nemlig forlænget deres aftale om hovedsponsorat frem til 2023.

Aarhus Motion og Systematic havde ellers lagt i kakkelovnen til den helt store løbefest rundt om Brabrandsøen for andet år i træk. Nu er dette års løb aflyst, men arrangørerne holder fast i samarbejdet og glæder sig til at kunne byde løbere velkomne igen fra 2021.

Løbet starter ved Systematics hovedkontor på Søren Frichs vej og tager deltagerne med ud på en 16 kilometer lang tur rundt om Brabrandsøen. Og det er ikke ukendt terræn for løbeentusiast og Recruiting Specialist i Systematic, Katrine Rasmussen:

”Vi er flere fra Systematic, der løber ture sammen i området efter arbejde. Der er virkelig skøn natur og det er en god måde at være sammen med sine kollegaer på. Jeg synes det er helt kanon, at vi har fået forlænget vores kontrakt, selvom løbet i år må aflyses”, fortæller hun.

I 2019 løb Katrine sammen med flere end 700 andre den 16 kilometer lange rute. Løbet er oprindeligt tænkt som et testløb for dem, der skal løbe halve og hele maratons, men man er velkommen uanset niveau og erfaring.

”Systematic TestRun 16K er en rigtig god mulighed for at få testet og udfordret sig selv på en smuk og flad rute i godt selskab. Uanset om man vil teste formen før nogle af de længere løb, eller det er første gang i et år, at løbeskoene bliver snøret, så er man velkommen til Systematic TestRun 16K”, siger Katrine Rasmussen.

Aarhus Motion og Systematic sørger for et professionelt set up med både tidstagning, væskedepoter, samaritter og fartholdere. På den måde kan løberne få en klar idé om deres niveau, før de skal ud på de længere distancer. 


Vi leverer pålidelige og brugervenlige it-løsninger og -produkter, som gør det nemt for vores kunder at træffe kritiske beslutninger baseret på et kvalificeret grundlag.

Kontakt

Relateret materiale