Pressemeddelelse -

December lunede på varmeregningen

Den milde december måned kommer også til at lune på varmeregningen. Måneden har været den næstvarmeste december siden 1936, og indtil videre har energibehovet til opvarmning under fyringssæsonen 2013/2014 været 21,6 procent lavere end sidste års fyringssæson, viser nye tal for graddage fra Teknologisk Institut.

Fortsætter vejret med at være mildt, tyder alt på, at fyringssæsonen 2013/2014 bliver billigere for forbrugerne end sidste års fyringssæson. Det lune efterår og den forholdsvise varme december måned resulterede i et fald i graddagene på 21,6 procent, viser de nye tal for graddage fra Teknologisk Institut.

- For den nye fyrings/varmesæson 2013/2014 fra september 2013 og året ud er der registret et fald på ca. 21,6 procent. Det betyder således, at energiforbruget umiddelbart kan blive 21,6 procent lavere end sidste års fyringssæson, hvis det milde vejr fortsætter, siger seniorkonsulent Jens Chr. Sørensen, Teknologisk Institut.

Graddagetallet hjælper forbrugerne med at sammenligne energiforbruget pr. måned med en normalmåned og pr. år med et normalår. Et lavt tal for graddage betyder et lavt behov for energi til rumopvarmning.

- December måned har med sine 360 graddage været den næstlaveste siden Teknologisk Institut begyndte graddagetælling i 1936. Varmeforbrugsmæssigt har måneden således været meget energibesparende med ca. 27,6 procent lavere energiforbrug i forhold til december måned 2012 med 497 graddage og gennemsnittet på 455 graddage. Kun december måned 2006 har med sine 302 graddage været lavere, siger Jens Chr. Sørensen, Teknologisk Institut.

Set i forhold til normalåret på 2906 graddage har kalenderåret 2013 således haft 9,6 procent færre graddage. Det vil sige at energiforbruget til opvarmning for hele 2013 vil være ca. 9,6 procent lavere i forhold til normalåret.

- De faldende graddage betyder, at der skal bruges mindre energi til opvarmning. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det i samme omfang bliver billigere for den enkelte bolig- og bygningsejer. Forhold som energipriser og afgifter spiller i høj grad også ind, siger Jens Chr. Sørensen.

Han påpeger, at forbrugerne også selv kan medvirke til at reducere selve energiforbruget til opvarmning yderligere - for eksempel via efterisolering, udskiftning til lavenergiruder og omlægning til billigere energikilder som solvarme, solceller og varmepumper.

Yderligere oplysninger:

Seniorkonsulent og projektleder Jens Chr. Sørensen, Teknologisk Institut, mail: jcs@teknologisk.dk  Mobil: 7220 2529

Læs mere om graddage på vedhæftede faktaark og på Teknologisk Instituts hjemmeside:   

Se endvidere faktaark. 

Related links

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • teknologisk institut
  • varmeforbrug
  • graddage
  • rumopvamning

Teknologisk Institut er et innovativt forsknings- og rådgivningsinstitut, der udvikler nye teknologier og omsætter viden til produkter, der har reel værdi for virksomheder og samfund. Læs mere på http://www.teknologisk.dk.

Har du brug for yderligere oplysninger, fotos, udtalelser eller andet, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen på tlf. 72 20 10 66 – eller kommunikation@teknologisk.dk

Kontakt

Niels Tradsfeldt

Pressekontakt Chefkonsulent Presseansvarlig, Corporate 7220 2769 / 7220 1066

Samuel Brøgger

Pressekontakt Kommunikationskonsulent Robotteknologi, Odense 72 20 17 66