Blogindlæg -
Ambassadørinterview: Christina & Jonas
Det tog kun 10 minutter, før Christina og Jonas havde besluttet sig for, at de ville købe et hus i Radiorækkerne. Det viste sig at være et heldigt impulskøb, for nu kan de bo, arbejde og leve i byen.
Det skal føles rigtigt
"Det er det vildeste impulskøb, jeg nogensinde har gjort," siger Jonas Borup.
Han og hustruen Christina er egentlig nye i København. De flyttede til fra Herning med drengene Elliot, 6, og Lucas, 13, og overtog deres hus i Radiorækkerne i sommeren 2014 efter et par år til leje.
Og fortiden i Midtjylland var det bagtæppe, som valget af hus og sted blev foretaget på.
For hvor finder man ellers et kvarter, der ligger i byen, men hvor det føles som at være på landet, spørger Christina retorisk om købet, der prompte fandt sted, da parret tilfældigt opdagede Radiorækkerne en dag, mens de ledte efter hus.
"Vi havde set på huse i Smørum og Farum, men det virkede endnu længere ude på landet end Herning. Det var bare for ensomt. Vi ville ind til København og nyde den rigtigt – uden at bo smack på Rådhuspladsen," siger hun.
Et hjem til prisen
Jonas og Christina begyndte boligjagten, da rækkehuset i Herning blev solgt.
Kriterierne var, at drengene skulle have hvert et værelse, der skulle være to toiletter, og så måtte boligen meget gerne ligge 'et fredeligt sted': I byen, men ikke på stenbroen, forklarer Christina.
"Det tog mig to år mentalt at vænne mig til priserne herovre. Uanset hvad vil jeg aldrig købe et hus til mere end fem millioner," afviser Jonas kategorisk de muligheder, der bød sig.
Til gengæld lugtede han blod, da Christina en formiddag viste ham Radiorækkerne på sin computer, og parret opdagede, at der var åbent hus i et prøvehus kun to timer senere.
Æbletræer og Kongens Nytorv
Den dag var stemningen hektisk. Hjemme lynlæste Jonas om husmodeller og Tetris som virksomhed
"Vi kørte derover 30 minutter før, åbent hus startede. I bilen så vi på hinanden, og jeg sagde: 'Hvis vi har en god fornemmelse, så slår vi til,'" fortæller han.
"Det var lige som at være til udsalg," husker Christina om fremvisningen.
Der var kun ét hus af parrets yndlingsmodel tilbage, så Jonas og Christina reserverede boligen ti minutter efter, prøvehuset var beset.
Familien traf et livsvalg, per impuls, og det har de ikke fortrudt:
"På fælleden, lige i min baghave, er æbletræer, brombær, harer, rådyr og fiskehejrer. Hvert forår kommer gæs med gæslinger og stopper trafikken, når de skal over vejen. Samtidig er der 200 meter til metroen. Kombinationen gør, at jeg føler, hele København ligger for fødderne af os," siger Christina.