Nyhed -
The Tetris Hood
I Tetris A/S elsker vi at komme ud og opleve byen, og gør det hele tiden. Det sker oftest når diverse byggepladser og projekter bliver udviklet og ført ud i livet. Men København, eller andre spændende storbyer, danner også rammen om vores firmaudflugter og firmafester, hvor vi udforsker alle kroge og gerne går efter de lidt anderledes oplevelser, for at se nye sider af bylivet.
Københavnske powerkvinder
København NV er én af Københavns mere farverige bydele, som hele tiden udvikler sig og har rigtig meget forskelligt at byde på. Det er tilfældigvis også her vi bor, og derfor kastede vi os senest på cyklen og drog på firmaudflugt. Vi startede dagen ved metrobyggeriet i Nørrebroparken, som er en kæmpe arbejdsplads og et fascinerende eksempel på, at kæmpebyggerier er en mulighed midt i byen.
I 20 – 40 meters dybde, og i døgndrift, æder damerne Nora, Tria, Minerva og Eva sig igennem Københavns undergrund. Det er selvfølgelig de enorme tunnelboremaskiner, som borer Cityringens metrotunneler, der er tale om. De 6 m høje og 11 meter lange borehoveder arbejder i døgndrift, i forskellige dele af byen, og tilbagelægger ca. 15 – 20 meter pr. døgn. De har når Cityringen er færdig, opgravet 3,1 million ton jord fra under byen. For Tetris er metroarbejdet et vigtigt udviklingsprojekt, som er med til at skabe sammenhæng i byen og samtidig gør det attraktivt for familier, at bo, arbejde og leve i byen.
NV pluralisme
De 15 nysgerrige Tetris-cyklister fortsatte rundt i nabolaget for at opleve kvarterets kulørte kontraster. Vi gjorde bl. a. stop på New-Yorker-lookalike spisestedet, på hjørnet af Lygten og Frederiksborggade, hvor det udendørs madmarket ”Verdenshjørnet” ligger.
Den helt store kulturelle øjenåbner, den dag, var dog vores rundvisning i Imam Ali Moskeen på Vibevej i 2400 NV. Tetris pir’ne iklædt hovedtørklæde og alle uden sko, blev vi vist rundt i den enorme moske, som er bygget efter persiske traditioner med 2 styks minareter og en imponerende kuppel. Det var spændende at komme helt tæt på og høre om Islam, om forskellen på shia og sunnimuslimer og ikke mindst, om hvordan muslimer praktisere og lever med deres religion – i Danmark.
Det kan betale sig at gå på opdagelse i sit eget ”hood.” Vi smed hovedbeklædningen og fandt et lille hyggeligt mikrobryggeri, kun få meter fra vores hovedkontor. Her nåede vi lige at skåle for en vellykket dag, hvorefter vi gik på weekend med en masse lokale indtryk og med smagen af friskt brygget ”Dude” Ale fra bryggeriet Flying Couch.