Gå til indhold
Rock'n'roll-søstre øverst på Tinderbox-plakaten

Pressemeddelelse -

Rock'n'roll-søstre øverst på Tinderbox-plakaten

Amerikanske HAIM kommer til Tusindårsskoven. Her skriver de sig ind blandt årets hovednavne på Tinderbox, hvor publikum også kan glæde sig til Kaleo, Gilli, TooManyLeftHands og EDM-stjernen Jonas Blue.

Det er en Tinderbox-drøm, der går i opfyldelse, når amerikanske HAIM går på scenen i Tusindårsskoven fredag 23. juni. Tinderbox har nemlig forsøgt at få fat i de succesfulde søstre siden festivalens begyndelse. At det så er lykkedes, netop som bandet varsler nyt album, gør kun glæden endnu større.

HAIM-søstrene Este, Daniella og Alana har spillet musik sammen, siden de var helt små. Efter et mindre break up fandt de sammen igen i 2011, hvor opvarmningsjobs for Mumford & Sons og Florence & the Machine øgede interessen omkring dem. Det blev med albummet ”Days Are Gone” i 2013, at de fik deres gennembrud på verdensplan. Albummet gik bl.a. nummer et i England, og singlerne ”Don’t Save Me”, ”The Wire”, ”Falling” og ”If I Could Chance Your Mind” var store radiohits i hele verden, og ikke mindst herhjemme. Nu er der nyt materiale og en længe ventet optræden på Tinderbox på vej.

”Det er en fantastisk nyhed,” siger Tinderbox' pressetalsmand, Morten Hopballe, og fortsætter:

”HAIM er et virkelig spændende band, der helt sikkert vil give Tinderbox-publikummet et skud frisk energi med deres mix af varm, californisk folk-rock blendet med R&B undertoner. Endelig er opfølgeren til succesalbummet ”Days Are Gone” på trapperne, så de kan helt sikkert servere nyt materiale i Tusindårsskoven. Og dermed går det på mange måder op i en højere enhed, når vi nu kan skrive de californiske søstre HAIM øverst som et af hovednavnene på sommerens festivalplakat.”

Sammen med HAIM kan Tinderbox i dag offentliggøre Jonas Blue, Kaleo, TooManyLeftHands og Gilli til sommerens festival.

De fire medlemmer af Kaleo kommer fra Mosfellsbær, Island, men der kom for alvor fart i karrieren, da de rykkede teltpælene op og bosatte sig i Texas. Her fik de masser af ros for deres medrivende og stemningsfyldte bud på moderne folkemusik, og det lykkedes dem også at blive inviteret ind i populære talkshows som ”Conan”, ”Jimmy Kimmel Live!” og ”Late Night with Seth Meyers”. Kaleo er et rigtig spændende, nyt bekendtskab, som vi glæder os til at præsentere på årets Tinderbox.

Rapperen Gilli fik først sit gennembrud med ”C’est la vie” i 2015, men havde været en del af det københavnske hiphop-miljø i en del år inden da – både sammen med kunstnere som Nik & Jay, Kesi og Sivas og i sit eget navn. Gilli er et af de mest talentfulde navne i den nye københavnske bølge af rappere, og på en scene er han skarp som de mest erfarne rappere i branchen. Så det bliver uden tvivl en interessant og nyskabende oplevelse, når Gilli indtager Tinderbox.

Den London-baserede elektroniske dance producer Jonas Blue har overrasket millioner af mennesker med sin fortolkning af Tracy Chapmans 80'er-hit "Fast Car". Hans tilføjelse af en tropical house-nuance til den klagende, bittersøde akustiske original fungerer perfekt, og den unge britiske sangerinde Dakota var med til at føre sangen til toppen af hele 17 internationale hitlister. Nu kommer superstjernen til Tinderbox blandt andet medbringende sin version af ”Fast Car”, der er blevet afspillet mere end imponerende en halv milliard gange på Spotify.

TooManyLeftHands væltede Magicbox sidste år, og nu vender de tilbage med deres seneste hit, ”Cold Heart”, i bagagen. Den succesfulde producer- og DJ duo, Martin Nick og Anders K, har siden debutsinglen ”Too Young to Die” brugt tiden på de største scener, lavet fester i hele verden og vundet prestigefyldte priser for deres medrivende tracks.

Dermed nærmer det færdige program sig. Et program fyldt med højdepunkter på alle fire scener:

”Det er et program, som vi med rette er rigtig stolte over. Publikum kan se frem til nogle virkelig stærke hovednavne som The Killers, Kings of Leon, Pet Shop Boys, Travis Scott, Martin Garrix, Lukas Graham, MØ og nu HAIM. Det findes ikke meget bedre. På Magicbox er der helt sikkert mange, der er klar til at feste med blandt andre Afrojack, Galantis og Martin Solveig, og så har vi en ny scene, hvor vores publikum kan glæde sig til at høre en lang række nyere bands, som med garanti vil give folk en masse musikalske oplevelser. Endelig har vi Danmarks bedste festivalplads i Tusindårsskoven, hvor der lige som de to første år er kræset for kvaliteten i madboderne, de anderledes siddeområder og for menuen i barerne, og hvor publikum får serveret mange andre oplevelser end dem, der står på scenerne. Vi kan slet ikke vente til 22. juni,” siger Morten Hopballe og tilføjer:

”Og husk så, at prisen på partoutbilletter stiger 3. april.”

41 navne klar på plakaten

Følgende navne er dermed annonceret til Tinderbox 2017: The Killers, Kings of Leon, Martin Garrix, Mø, Veronica Maggio, HAIM, Kim Larsen & Kjukken, Lukas Graham, Pet Shop Boys, Die Antwoord, Sean Paul, Gogol Bordello, Jacob Dinesen, Jimmy Eat World, Magtens Korridorer, Suspekt, Thomas Helmig, Tove Lo, Travis Scott, Kaleo, Phlake, Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, Chinah, Saveus, Jonah Blacksmith, Fickle Friends, Gilli, Afrojack, Galantis, Jonas Blue, Kongsted, Martin Solveig, Nora en Pure, RL Grime, W&W, Tujamo, Kaskade, TooManyLeftHands, Filatov & Karas, Nonsens og AXRG.

Dermed er der præsenteret 41 af de 60 navne, der kommer på den tredje udgave af Tinderbox, der løber af stabelen 22.-24. juni 2017. Køb billet på www.tinderbox.dk. Vær i øvrigt opmærksom på prisstigningen 3. april.

De 41 navne er fordelt således på de enkelte dage:

Torsdag: The Killers, Mø, Kim Larsen & Kjukken, Die Antwoord, Tove Lo, Magtens Korridorer, Gogol Bordello, Chinah, Fickle Friends, Galantis, Kaskade, Tujamo, TooManyLeftHands

Fredag: Kings of Leon, HAIM, Veronica Maggio, Jimmy Eat World, Thomas Helmig, Suspekt, Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, Kaleo, Martin Solveig, Afrojack, Jonas Blue, Filatov & Karas, Nora en Pure, RL Grime, Jonah Blacksmith

Lørdag: Pet Shop Boys, Travis Scott, Lukas Graham, Martin Garrix, Sean Paul, Phlake, Jacob Dinesen, Saveus, Gilli, Kongsted, W&W, Nonsens, AXRG

Emner

Kategorier


For yderligere information info@tinderbox.dk

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Tinderbox

Pressekontakt

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense

I juni 2015 lagde Tusindårsskoven i Odense for allerførste gang jord til hele Fyns nye festival, Tinderbox.

Tinderbox 2016 blev et brag af en festival, hvor op i mod 40.000 mennesker festede igennem i Tusindårsskoven til tonerne af bl.a. Lukas Graham, Suede, Rammstein, Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, David Guetta og mange flere, og dermed havde Tinderbox slået sig fast som en af landets største festivaler.

Siden da har man kunnet opleve verdensstjerner som Depeche Mode, Billie Eilish, Swedish House Mafia, Billie Eilish, Iggy Pop, Alanis Morissette, Travis Scott, Kings of Leon og Jack White i Tusindårsskoven sammen med stand-up comedy, vinderne af Tinderbox Band Battle og festlige områder som Moonshine og Groovebox.

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense.

Tinderbox
Studsgade 35B
8000 Aarhus C
Danmark