Gå til indhold
George Ezra, credit: Adam Scarborough
George Ezra, credit: Adam Scarborough

Pressemeddelelse -

Tinderbox løfter sløret for George Ezra, Tobias Rahim, Nik & Jay, Medina og flere

Tinderbox afslører 10 nye navne, som gør de amerikanske hitsmede i Maroon 5 selskab i Odense til sommer. Blandt dem gemmer sig både danske stjerner, en international sværvægter og flere spirende artister fra både ind- og udland.

Den odenseanske festival Tinderbox har allerede røbet, at det amerikanske popband Maroon 5 vil være blandt hovednavnene, når festivalen næste år løber af stablen i Tusindårsskoven fra den 22. til 24. juni. Nu kan Tinderbox løfte sløret for yderligere 10 nye navne.

Nik & Jay er endelig tilbage med deres træfsikre pop, som siden 00’erne har skrevet dansk hitlistehistorie. Duoen, som i sommeren 2022 udgav hele tre nye singler, får rappet modspil af Benjamin Hav & Familien, som gang på gang høster roser for deres rablende skøre og dybt musikalske liveshows.

To af landets største kvindelige popartister er også blandt dagens nye tilføjelser. Medina har op gennem 10’erne været en af de største hitgaranter med udødelige sange som ”Kun For Mig”, ”Ensom” og ”Jalousi”, mens Jada for længst har slået sit navn fast med sin kuldegysningsfremkaldende vokal, følsomme ballader, sensitive R&B og fængende popbaskere.

Det er også svært at komme udenom dansk-kurdiske Tobias Rahim, som for flere måneder siden kunne melde sin 2023-arenatour udsolgt, og som lige nu går forrest i opgøret med det kønsstereotype mandeideal. Med uundgåelige sange som ”STOR MAND (feat. Andreas Odbjerg)”, ”Mucki Bar” og ”Når Mænd Græder” har den prisvindende kunstner slået sit navn fast som en af de vigtigste nye stemmer på den danske musikscene.

Den næste generation af stjerner og folkekær britisk hitmager

I dagens musikpakke gemmer sig også en lille håndfuld internationale artister. Den største af dem, britiske George Ezra, står bag monsterhits som ”Budapest”, ”Shotgun” og ”Green Green Grass” og tager revanche, efter han i sidste øjeblik måtte aflyse sin optræden på sidste års festival.

Hele vejen fra Canada kommer rapperen bbno$, som i 2019 udgav det virale TikTok-hit ”Lalala” og senest har været hyppigt spillet på danske radiostationer som The Voice og P3 med kæmpehits som ”edamame (feat. Rich Brian) og ”piccolo”. Den svenskfødte, men L.A.-baserede, unge kunstner Oliver Malcolm har tidligere produceret for navne som MF Doom og Joey Bada$$, men er nu sprunget ud som soloartist med en unik og uhyre fængende blanding af alternativ pop, soul og hiphop.

Fra det spirende danske vækstlag kommer kvartetten Blæst med deres ungdommelige, dansksprogede 80’er-pop, som har lagt de danske radiobølger ned. I den mere rockede afdeling står søster-duoen PRISMA, som i år vandt titlen som ’Årets Nye Livenavn’ ved Danish Music Awards, og som er på hjemmebane i Odense, hvor hele deres musikalske eventyr startede.

Partoutbilletter er netop gået i salg

Efter et 24-timers presale i kølvandet på annonceringen af Maroon 5, sættes de resterende partoutbilletter nu i salg til en startpris på 2.395 kr. + gebyr på tinderbox.dk.

De offentliggjorte navne til Tinderbox 2023 er:

Maroon 5
George Ezra
Tobias Rahim
Nik & Jay
Benjamin Hav & Familien
Jada
bbno$
Medina
Oliver Malcolm
PRISMA
Blæst


Emner


Tinderbox afvikles i Tusindårsskoven i Odense fra den 22. til 24. juni 2023

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Tinderbox

Pressekontakt

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense

I juni 2015 lagde Tusindårsskoven i Odense for allerførste gang jord til hele Fyns nye festival, Tinderbox.

Tinderbox 2016 blev et brag af en festival, hvor op i mod 40.000 mennesker festede igennem i Tusindårsskoven til tonerne af bl.a. Lukas Graham, Suede, Rammstein, Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, David Guetta og mange flere, og dermed havde Tinderbox slået sig fast som en af landets største festivaler.

Siden da har man kunnet opleve verdensstjerner som Depeche Mode, Billie Eilish, Swedish House Mafia, Billie Eilish, Iggy Pop, Alanis Morissette, Travis Scott, Kings of Leon og Jack White i Tusindårsskoven sammen med stand-up comedy, vinderne af Tinderbox Band Battle og festlige områder som Moonshine og Groovebox.

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense.

Tinderbox
Studsgade 35B
8000 Aarhus C
Danmark