Gå til indhold
Fra venstre mod højre ses Peter, Tobias og Nikolaj foran deres marketingsmateriale, som de selv har lavet klar til DM i Erhvervscase
Fra venstre mod højre ses Peter, Tobias og Nikolaj foran deres marketingsmateriale, som de selv har lavet klar til DM i Erhvervscase

Pressemeddelelse -

Unge erhvervstalenter fra Tradium HHX klar til DM-finale

Et hold fra Tradium HHX vandt den regionale del af DM i Teknologi og Erhvervscase og er dermed i finalen den 29. september 2021, som finder sted på Børsen hos Dansk Erhverv i København.

3 talentfulde elever fra Tradium Handelsgymnasiet (HHX), Peter Lundsted Poulsen, Tobias Kastbjerg Møller og Nikolaj Øxenholt Thomasen, har vundet den regionale konkurrence i DM i Teknologi og Erhvervscase og har dermed kvalificeret sig til finalen.

- Vi har deltaget i DM i Erhvervscase, hvor vi har fået den her konsulentopgave for Lagkagehuset, hvor vi skal se på deres udfordringer og så komme op med nogle løsningsforslag, fortæller Tobias, der går i 3.f på linjen Global Marketing, hvilket hans holdkammerater Nikolaj og Peter også gør.

Alle 3 elever overvejer en karriere med omdrejningspunkt i forretningsudvikling og drømmer om at starte egne virksomheder, eller at arbejde i et stort internationalt firma. Derfor er det også meget spændende, at være med i en konkurrence, hvor de kan afprøve teori i praksis. Blandt andet har eleverne indhentet tilbud på appudvikling og selv lavet marketingsmateriale for deres ide, der kort forklaret omhandler morgenbrød på abonnement.

- Vi har implementeret systemet i Lagkagehusets app. Altså har vi vist hvordan det kan se ud og fungere. Så det er en reel løsning vi har lavet og ikke kun tanker om konceptet, siger Peter.

Idérigdommen var generelt stor ved de regionale mesterskaber for eleverne i DM i Teknologi og Erhvervscase. HTX-eleverne viste kreative teknologiske løsninger inden for overforbrug, misbrug og rekreativt forbrug. Konkret blev det til løsninger om strømproduktion og passivt strømforbrug, et VR-spil, forebyggelse af overforbrug af gødning, samt overforbrug af papir – særligt gavepapir. HHX-eleverne præsenterede særdeles innovative forslag til, hvordan Lagkagehuset kan øge markedsandele, kendskabsgrad og omsætning blandt andet via nytænkende digitale løsninger.

DM i Teknologi og Erhvervscase er et mesterskab, der udfordrer eleverne fra henholdsvis det tekniske gymnasium (HTX) og handelsgymnasiet (HHX) på deres evner inden for teknologiske opfindelser og erhvervstalent. Konkurrencen er samtidigt et eksempel på, hvad det er, der gør disse to gymnasieretninger til noget særligt.

Dommerpanelerne til mesterskabet består af repræsentanter fra det private erhvervsliv, udpeget af Dansk Erhverv, og undervisere på hhx og htx. De var imponerede over det høje faglige niveau ved de regionale konkurrencer i år.

I alt 5 hold hhx-elever og 4 hold htx-elever er udtaget til DM-finalen, der finder sted den 29. september 2021 på Børsen i København. Finaleholdene er udtaget via skolemesterskaber og regionale mesterskaber. DM i teknologi og Erhvervscase afholdes i tæt partnerskab med Dansk Erhverv.

Læs mere om DM i Teknologi og Erhvervscase her:

https://deg.dk/artikler/dm-tek...

Emner

Regions


Om Tradium

”Tradium, Erhvervsskole og -gymnasier, Randers” er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og AMU. Skolen beskæftiger ca. 450 medarbejdere og underviser ca. 2.800 årselever på seks adresser i Randers og Pederstrup. Tradium har en vision om at være en internationalt orienteret og stærk partner for erhvervslivet samt en udviklende og attraktiv arbejdsplads med professionelle medarbejdere. Læs mere på tradium.dk

Kontakt

Ulrik Burhøj Jepsen

Ulrik Burhøj Jepsen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent Kommunikation 50529687

Ungdoms-, voksen- og efteruddannelser

”Tradium, Erhvervsskole og -gymnasier, Randers” er et uddannelsesmæssigt kraftcenter, som udbyder en lang række ungdoms-, voksen- og efteruddannelser inden for det merkantile og tekniske område: hhx, htx, eux, eud og AMU. Skolen beskæftiger ca. 450 medarbejdere og underviser ca. 2.800 årselever på seks adresser i Randers og Pederstrup. Tradium har en vision om at være en internationalt orienteret og stærk partner for erhvervslivet samt en udviklende og attraktiv arbejdsplads med professionelle medarbejdere. Læs mere på tradium.dk