Nyhed -

Flere ingeniører til Trekantområdet

Business Kolding vil lokke flere ingeniører til Kolding med en ny kampagne, der skal sætte fokus på Kolding og Trekantområdet som arbejdssted.            

Tiltrækningskampagnen får sit startskud på tirsdag, hvor Business Kolding tager på den første af i alt fire messer og ”Karrieredage” for at tiltrække de ingeniørstuderende. Projektet har allerede bred opbakning fra erhvervslivet. Otte koldingvirksomheder er med i projektet, og håber at få besat både jobs og praktikopslag. Men projektet ”Ingeniører til Trekantområdet” har flere tilbud end bare et arbejde eller en praktikplads.

”Vi vil gerne give dem et helt liv i Kolding. Vi tilbyder ikke kun et arbejde. Vi stiller f.eks. også unge ”makkere” til rådighed. De skal introducere de ingeniørstuderende til et socialt liv i byen, ligesom vi også har et erfarent mentorkorps klar til at hjælpe dem med det faglige”, fortæller projektleder hos Business Kolding, Morten Muriel Olsen.

Som baggrund for projektet har Business Kolding interviewet andre studerende om, hvordan det er at havne i en fremmed by, og hvad de har manglet. Ligesom ingeniørernes interesseorganisation IDA, DI, Trekantområdet og de universiteter, der udbyder ingeniøruddannelserne, har bakket op om projektet. Det har gjort, at der nu tilbydes en hel pakkeløsning omkring det at få et job eller en praktikplads på en virksomhed i Kolding. Oven i det er der lavet boligtilbud, så tilflytterne også kan få et sammenhold med de andre ingeniørstuderende, der flytter hertil.

”Ingeniørerne uddannes jo blandt andet fra Aalborg, Lyngby, Odense og Sønderborg, så hvis vi skal have dem til Kolding, så skal der være noget ekstra, og det synes jeg, vi har fået med det her projekt”, siger Morten Muriel Olsen.

Der er desuden lavet en hjemmeside www.ing2tre.dk, som samler præcis den information som de ingeniørstuderende har brug for. Målet for projektet er i første omgang at få ingeniørstuderende i praktik til Kolding pr. 1. september 2016.

Virksomheder, der ønsker at være med i projektet, kan stadig nå at komme med.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • trekantområdet
  • industri
  • job
  • jobmuligheder
  • ingeniører
  • arbejdskraft
  • produktion
  • produktionscentrum

Kontakt

Bjørn Voldbjerg Sørensen

Pressekontakt PR konsulent 26192891