Gå til indhold
Herrenhäuser Gärten i Hannover
Herrenhäuser Gärten i Hannover

Pressemeddelelse -

Fem gange tysk byferie for voksne

Fem gange tysk byferie for voksne

September og oktober er i Tysklands storbyer højsæson for kultur og nye udstillinger. Og for oktoberfester – og ikke kun i München.

Vi har valgt fem byer ud, som har noget særligt at byde på i dette års sensommer og tidlige efterår. Fælles for de valgte oplevelser er, at de især er interessante for voksne, der kan rejse uden for skoleferierne og derfor også kan benytte sig af gode tilbud på rejse og overnatning.

Med venlig hilsen
Tysk Turist Information

Oplev Hannover i en eksplosion af glødende farver

Hannover, hovedstaden i Niedersachsen, er fin året rundt, men i efteråret slår byens slotshaver, Herrenhäuser Gärten, de fleste andre steder i farvepragt.

Kongeslottet blev ødelagt af bombardementer i 1943, men parken var og er et hovedværk i barok havekunst, og for få år siden blev slottets hovedbygning genopbygget. Her findes et fint museum om kongehuset Hannover, der engang var et af Europas mest betydningsfulde – f.eks. regeredes England i mange år af repræsentanter fra huset Hannover. Resten af slottet rummer møde- og konferencecenter.

Får man nok af havekunst, venter i Hannovers centrum flere fine kunstmuseer og god shopping - og oplevelser som byens Oktoberfest, der holdes på den store festplads, Schützenplatz, fra 28. september til 14. oktober.

Læs mere om Hannover her.

Vær blandt de første til Lübecks jubilæumsudstilling

Lige siden nytår har Lübeck stået i festernes tegn, for byen fejrer i år sin 875 års fødselsdag.

Nu venter den helt store jubilæumsudstilling, ”Lübeck erzählt uns was”, en udstilling, som byens museer og kulturinstitutioner har arbejdet sammen om at skabe. Noget af det, udstillingen fortæller, afsløres allerede forud for åbningen: 100 genstande og fund fra byens lange historie skal binde Lübecks forskellige epoker sammen: For eksempel vises en sildefileteringsmaskine, og med den som omdrejningspunkt fortælles om Lübeck som en vigtig havneby, hvor Tysklands første konservesfabrik opstod. Et andet eksempel fra udstillingen er en natpotte med et billede af Napoleon i bunden – fra dengang i 1806-1813, da Napoleons tropper havde besat byen. Fra nyere tid findes bl.a. den skrivemaskine, den senere kansler Willy Brandt brugte til at skrive flyveblade mod naziregimet på.

Udstillingen vises dels i Burgkloster ved byens Hansemuseum, dels i Museumsquartier St. Annen fra 9. september og frem til 6. januar 2019

Også Lübeck holder oktoberfest, om end en meget lille en. Lübecker Wiesn holdes den sidste weekend i september (28.-30. september) i Musik- og kongreshallen MuK.

Læs mere om andre events i byjubilæumsåret her.

Mød H. C. Andersen i Bremen

Herhjemme har mange set eksempler på H. C. Andersens papirklip, og så velkendte er de og digteren, at Bremen Kunsthalle i efteråret og vinteren viser en særudstilling med dem. Udstillingen ”Hans Christian Andersen, Poet mit Feder und Schere” (Hans Christan Andersen, digter med pen og saks) åbner 20. oktober og vises helt frem til 19. februar 2019.

Et besøg i Bremens Kunsthalle kan kombineres med en festlig oplevelse som Bremer Freimarkt, der ofte sammenlignes med Münchens Oktoberfest. Freimarkt finder sted 19. oktober til 4. november og holdes i år for 963. gang. Et par måneder senere afholdes Bremens julemarked, der i hele december spreder hygge og eventyrstemning og samler glade mennesker i de centrale dele af byen.

Læs mere om Bremen her.

Find Erfurts guldskat

Erfurts mest dyrebare fund fra middelalderen er en flere hundrede år gammel guld- og sølvskat, der ved et enestående tilfælde kom til syne i 1998. 30 kilo vejede de værdifulde smykker, sølvtøj, drikkekrus og mønter, som man gætter på, at en rig jødisk familie i al hast har skjult under jødepogromer i 1349. Først omkring 600 år senere, da bygningsarbejdere var i gang med at renovere de allerældste og mest faldefærdige dele af byen, hvor engang Erfurts jødiske kvarter lå, dukkede skatten op under muren ved en kældertrappe.

Mest overvældende er en jødisk bryllupsring fra det 14. århundrede, der er meget stor og smuk. Der findes kun to tilsvarende ringe fra den europæiske middelalder.

De imponerende fund er gået verden rundt på udstillinger og kan nu ses i et museum, som er indrettet i den udgravede kælder under den gamle synagoge fra 1090’erne, kun cirka 100 meter fra det sted, hvor skatten først blev fundet.

Læs mere om jødisk kultur i Thüringen – på dansk – her – og skyl guldstøvet og Erfurts andre spændende attraktioner ned med en øl, hvis besøget falder under byens 17 dage lange Oktoberfest fra 21. september til 3. oktober.

Tag til Berlin til art week

Kunsteventen Berlin Art Week (26.-30. september) er kun syv år gammel men har allerede etableret sig som et must for kunstnere, kunstsamlere, galerier og museumsdirektører. En vigtig del af eventen er de to kunstmesser art berlin og Positions Berlin, der i år er flyttet ind i den tidligere lufthavn Tempelhofs fredede bygninger i dagene 27.-30. september. Samtidig støtter gallerier, projektrum og private samlinger op om eventen og præsenterer både store, veletablerede navne og mindre kendte, interessante kunstnere.

Åbningen af udstillingen ”Back to the Future” den 29. september i Berlins udstillingshus for foto- og visuelle medier C/O Berlin giver et praj om, at fotokunst i år for første gang har en særlig plads på Berlin Art Week.

I Berlin er der altid et sted at skylle oplevelserne ned, men lad os da for en god ordens skyld også nævne Oktoberfesten på Alexanderplatz 21. september-7. oktober.

Vælg et hotel, der passer til budgettet

Byhoteller som Motel One og Maritim Hotels henvender sig til både forretningsrejsende og privatkunder og har den fordel, at de (næsten) altid ligger i centrum. Det er hotelkæder i forskellige prisklasser, og særligt Motel One ekspanderer i øjeblikket med nye hoteller i mange større byer i Tyskland.

De veletablerede Maritim-hoteller finder man også i de fleste større byer. På Maritim Berlin har gæster i superior-værelser og suiter fri adgang til Superior Lounge på 4. sal med drikke, mad og snacks, bløde stole, tv, aviser og blade, wifi, computer og printer.

Emner


Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Kontakt

Lotte Voigt Arnsted

Lotte Voigt Arnsted

Pressekontakt Pressechef

Tyskland - Blandt venner

Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Tysk Turist Information
Amaliegade 13
1256 København K
Danmark