Pressemeddelelse -
Ny trætopsbane giver adrenalinsus i populære Harzen
Harzen udvikler løbende nye aktiviteter, da området oplever en eksplosiv interesse fra hele verden, ikke mindst Danmark. Fra den 1. august kunne man beskue den smukke natur i 460 meters højde fra en ny, spektakulær zipline.
NYHED: Den nye spektakulære trætopsbane i Harzens smukke natur hedder BaumSchwebeBahn og ligger på Großer Burgberg. Her får man for alvor udsigt og adrenalin for alle sparepengene, for man svæver højt og hurtigt over de gamle bøge- og egetræer i den smukke nationalpark.
Fra det 483 meter høje Burgberg kører man med cirka 12 - 15 kilometer/timen, og startpunktet ligger 460 meter over havoverfladen. Man svæver 1000 meter gennem smuk, gammel skov i noget, der ligner serpentinersving. Den gennemsnitlige rejsetid er på seks minutter, hvilket sikkert kan føles som lang tid, hvis man ikke altid er lige gode venner med højder, men som alt for kort tid, hvis man bare elsker høj fart, sus og dus.
19 master skulle der til, for at denne spektakulære zipline kunne fungere. Den enkelte sidder fastspændt i et komfortabelt bælte, der er monteret på et sikkert og meget robust rørsystem. Turen tager sin begyndelse fra starttårnet på Burgberg, hvorfra man også har den allerbedste udsigt over Brocken, også kaldet Bloksbjerg i Danmark.
BaumSchwebeBahn er blevet finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og delstaten Niedersachsen samt forbundsregeringen.
Billetter kan købes på billetkontoret i starttårnet på Burgberg. Reservation eller forhåndsbestillinger er ikke mulige! Højst 500 gæster kan prøve trætopsbanen dagligt.
Åbningstider: April – oktober, klokken 9.30 - 18.00. November - marts klokken 10.00 - 16.00.
Guide til øvrige aktiviteter i området
Den hyggelige heksejagt
Er man ikke til de vilde ridt gennem skoven men stadig vild med naturoplevelser, kan man på hængebroer, som svinger højt oppe mellem de majestætiske trækroner, vandre sig en tur med udsigt helt til heksenes Bloksbjerg. Børn og barnlige sjæle bliver ofte fascinerede af at gå så højt oppe og føle sig ’on top of the world’. Fra foden af Burgberg kan man også tage svævebanen op til det velanskrevne Bad Harzburg kurpark, der tilbyder lækker – og måske også tiltrængt - wellness. Her lokker adskillige kurbade og -bassiner med både saltvand og vand med velværegivende mineraler.
Det damper i bjergene
Man kan også trave op til toppen. Men de fleste foretrækker at tage toget, Harzer Schmalspurbahn, helt op til endestationen Brocken, som er Tysklands højest beliggende jernbanestation.
Her er naturligvis også MBT-ruter
Flere og flere danskere cykler, også på ferien, og det gælder både MTB og racercykel. I denne naturpark er der masser af skønne, guidede mountainbike-ture, som hjælper ryttere op og ned ad bjergene på smalle skovstier, relativt stejle nedkørsler og mere udfordrende passager.
Få et blik ind i, hvordan det var at være minearbejder
Der er også meget UNESCO-verdensarv at komme efter i Harzen, ikke mindst de yndige bindingsværksbyer fra middelalderen. Herudover er minebyen Bergwerk Rammelsberg en virkelig interessant oplevelse for store og små, hvor man i gamle tog køres ind i den gamle, forladte mine og ser, hvordan man arbejdede her i gamle dage – med livet som indsats og morsesprog som kommunikationsmetode. Det unikke og meget gamle centrum i Goslar og Oberharzer Wasserwirtschaft samt Stiftskirche, slottet og den gamle bydel i Quedlinburg, er også beskyttet som UNESCO-verdensarv.
Emner
Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.