Gå til indhold
Luther i sproget
Luther i sproget

Pressemeddelelse -

Reformationsjubilæet slutter - Luther lever videre

Den 31. oktober er det 500 år siden, Martin Luther ifølge overleveringen slog 95 teser om afladshandel op på døren til slotskirken i Wittenberg og dermed igangsatte Reformationen. Dagen er udnævnt til national helligdag i Tyskland – dog kun her i jubilæumsåret 2017. Samtidig slutter jubilæet for Reformationen officielt.

Flere hundrede tusinde har deltaget i festligheder og oplevelser i jubilæumsåret, og på Wartburg har der f.eks. jævnligt været kø foran slusen til udstillingen ”Luther und die Deutschen” (Luther og tyskerne). Den og mange andre af de cirka 70 udstillinger, som har været vist rundt omkring i Tyskland, fortsætter et stykke ind i november og nogle længere endnu. Vi giver et overblik over nogle af de udstillinger, der stadig kan ses.

Selvom jubilæet klinger ud, kan man stadig rejse og opleve arven efter Luther, for der er mange eviggyldige Luther-attraktioner og –steder, som vi også giver et par tips til.

Nok er det snart farvel til Luther- og jubilæumsår, men Luthers Tyskland byder stadig velkommen. På vores hjemmeside findes også stadig et særligt afsnit om Luther og jubilæumsåret.

Med venlig hilsen

Tysk Turist Information

Luther-familien og Reformationen voksede i Wittenberg

Når den stort anlagte internationale jubilæumsudstilling i Wittenberg i delstaten Sachsen-Anhalt slutter 10. november, vil byen fortsat leve videre som Luther-byen nummer 1. Det var her, Martin Luther levede og arbejdede størstedelen af sit liv og her, Reformationen tog fart.

Luther kom til Wittenberg som munk i det nybyggede Augustinerkloster, og da munkeordenen med Reformationen blev opløst her, blev bygningen Luther-familiens hjem og den protestantiske kirkes samlingssted.

Luthers 95 teser er graveret ind i døren på Schlosskirche, og altertavlen i Marienkirche, hvor Luther lod sine børn døbe og også selv gerne prædikede, er malet efter levende modeller, heriblandt Luther selv og hans kone Katharina von Bora, af maleren Lucas Cranach den Ældre, der også har malet sig selv med på billedet.

Det og andre Luther-attraktioner i Wittenberg kan man læse om her.

Luther bliver hængende på Wartburg

Udstillingen ”Luther und die Deutschen” på borgen Wartburg, højt hævet over Eisenach, slutter 5. november. Men Luther lever videre på Wartburg, lige som han også var et trækplaster før jubilæumsåret. Det skyldes, at det var på Wartburg, Luther, forklædt som Junker Jörg, gemte sig for at undgå repressalier fra pavekirken. De ti måneders vellevned på borgen blandt adelsmænd var hård kost for den ellers asketiske munk, som fordrev tiden med at oversætte Det Ny Testamente til tysk og dermed lagde grunden til et rigt fælles sprog for tysktalende, før der var noget, der hed Tyskland.

Luthers arbejdsværelse er blot en enkelt af de oplevelser, der venter på Wartburg, delstaten Thüringens mest besøgte attraktion.

Læs mere om Wartburg her.

Kirkens skilsmisse begyndte i Schmalkalden

Schmalkalden, en lille by med ca. 20.000 indb. på kanten af Thüringer Wald, har givet navn til et forbund af protestantiske fyrstedømmer i 1500-tallets Tyskland, men også til den schmalkaldiske krig, som reelt var startskuddet til det store brud i kirken og også ses som forløberen for 30-årskrigen. Luther selv opholdt sig i byen i 20 dage, men måtte holde sengen og kunne derfor kun prædikede to gange i St. Georg Kirke. Han var dårlig af nyresten, men ”heldigvis” var vejene dengang så dårlige, at stenen blev rystet løs, da han syg og elendig skulle hjem til Wittenberg. Centrum af Schmalkalden er et klenodie i fornemt restaureret bindingsværk, og på slottet Wilhelmsburg i udkanten af byen er der netop åbnet en permanent udstilling om Det Schmalkaldiske Forbund og kirkeskilsmissen i Europa. Slottet er derudover en perle i renæssancestil med velbevarede fresker i nogle af salene og en vidunderlig lille slotskirke med et af verdens ældste orgler.

Læs mere om Schmalkalden her.

Gå med Luther

En anden måde at opleve Luther på er forbeholdt vandrere. De kan gå i Luthers fodspor ad 1.500 km stier, der alle er markeret med et L for Lutherweg.

Stierne snor sig gennem fem delstater, men også gennem Luthers liv og rejser og fører dermed også vandrere gennem Reformationens historie. Forslag til vandringer ad forskellige strækninger på Lutherweg findes på en særlig Lutherweg-hjemmeside.

Kvinden bag Luther, Katharina von Bora

I Torgau i delstaten Sachsen døde Luthers enke Katharina von Bora. Hun var flygtet hertil sammen med sine børn, da der udbrød pest i Wittenberg, men hendes liv sluttede dramatisk, da hendes vogn brød sammen, og hun døde af sine kvæstelser i 1552.

I huset, hvor hun døde, findes Tysklands eneste museum for Katharina von Bora, der var en stærk personlighed, som stod for den store husholdning i hjemmet i Wittenberg - med landbrug, fiskeri og bryggeri. Og Luther omtalte hende da også ofte spøgende ”min hr. Käthe”.

Læs om Katharina von Bora og museet her.

Emner


Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Kontakt

Lotte Voigt Arnsted

Lotte Voigt Arnsted

Pressekontakt Pressechef

Tyskland - Blandt venner

Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Tysk Turist Information
Amaliegade 13
1256 København K
Danmark