Pressemeddelelse —
Turismens mangefacetterede ansigt efter COVID-19
Når vi taler turisme efter COVID-19 går vi – i følge Instituttet for Fremtidsforskning – mod flere fremtider. Ikke kun én.
Instituttet for Fremtidsforskning var i forbindelse med Nordic Networking Week af Tysk Turist Information inviteret til at give deres bud på turismens fremtid efter COVID-19. Og den er der ikke kun et bud på.
Det var Instituttet for Fremtidsforskning, der havde haft det lange lys på og identificeret en række mulige scenarier for, hvordan den nære fremtid kommer til at se ud. Dette når det kommer til vores rejselyst, rejsemønstre og turismens vilkår. Præsentationen blev afholdt under Nordic Networking Week, som Tysk Turist Information er vært for. Herudover havde Instituttet set på de megatrends, der med største sandsynlighed vil præge vores rejseliv på den anden side af pandemien.
Nordic Networking Week, som finder sted i denne uge, og hvor rejsebranchen i de nordiske lande møder den tyske turismesektor, er skabt af Tysk Turist Information. I år er der grundet COVID-19 tale om en lang række onlinemøder og webinarer, og deltagerinteressen er stor.
”Rejsebranchen og turismesektoren har været ramt som aldrig før. Alle aktører bløder, og det har været som at befinde sig i en forfærdelig krigszone, hvor vi alle har været underlagt meget stærke og ukontrollable kræfter. Vi må bede til og også tro på, at virusset inddæmmes, og at der kommer en vaccine meget snart, så vi atter kan rejse ud, få vores forretning op at køre, og at scenario D vil være det mest dominerende. Opfindsomhed og nytænkning i vores branche vil dog være vigtigt, tror jeg, uanset hvilket scenarie, der vil vinde først frem. Nordic Networking Week har netop som mål at skabe grobund og mulighed for netværksarbejde med en masse nytænkning og kreativitet for øje”, siger Bo Schou Lauridsen, turistchef i Tysk Turist Information.
Instituttet for Fremtidsforskning præsenterede mandag eftermiddag først to forskellige akser over, hvad der kan ske med kunderne, og hvordan globaliseringen vil forme sig.
De afgørende kunder
Den første akse drejer sig om kunderne, og her er der polariteter. I den ene ende handler det ved rejseaktivitet om kontrol og sikkerhed som det allervigtigste. Der er ingen eventyrlyst. Vi ”pupper” os, altså holder os til mindre sociale cirkler og finder al form for luksus hjemme. Nye oplevelsesmuligheder fremelskes, og der er ingen tillid til fremmedartede destinationer og begivenheder med mange deltagere. Vi sparer op og forbruger mindre. I den anden ende af spektret, den anden pol, ser vi, at det fortsat er sjovt at rejse. Vi vil returnere til det gammelkendte og stole på, at rejsevirksomheder træffer de forholdsregler, der er nødvendige. Teknologien vil hjælpe til at sikre sikkerheden. Forbruget er tilbage fra tiden før COVID-19, og FOMO (fear of missing out) er i højsædet.
Globaliseringsaksen
Den anden akse, som handler om globalisering, har også to poler. I den ene ende ser vi, at verden er tilbage ’på det gamle spor’, og de problemer, verden kendte før COVID-19, er vendt tilbage. Det er fx USA versus Kina, og Ungarn versus Bruxelles. Der har været fokus på at udvikle teknologiske løsninger til at undgå udbrud af pandemier, og fornuftige løsninger på snart sagt alt. Den økonomiske situation er god og stabil. Vi deler ansvaret for at få verden tilbage på rette kurs.
I den anden ende af spektret ser vi til gengæld, at verden fortsat er relativt nedlukket, og at der fortsat er mange lukkede grænser og visumrestriktioner. Der er steder, man kan besøge, og steder, der er no-go.
Ja til Tyskland, nej til Peru
Instituttet for Fremtidsforskning havde herudover identificeret fire forskellige fremtidsscenarier.
Scenario A for vores fremtidige rejsemønstre blev præsenteret med overskriften ”Det velkendte og sikre”. I dette scenarie er verden så godt som tilbage ved normalen fra før COVID-19, men rejsende bliver hjemme, da mentale modeller omkring rejser har ændret sig, og viljen til at udforske er mindsket. Fremtidens rejsemål skal være velkendte, og man ønsker at nære stor tillid til dem, før man beslutter sig. De må også meget gerne have en kulturel forbindelse til Skandinavien. Sikkerhedsforanstaltninger er vigtigere end tidligere, hvilket gælder vurderinger, forsikringer og tryghed. Markeder tæt på Danmark trives, mens fjerntliggende lande ikke er på danskernes mentale landkort. Kortere smutture og get aways kommer i vælten. De rejsemål, der var voldsomt præget af COVID-19, er på en vis måde stigmatiseret, fx Lombardiet og Ischgl.
From City to Nearcation
Scenario B angiver, at verden opdeles i zoner. Grænser er ikke kun mentale men også fysiske. Åbne grænser vil blive færre. En grænse er nærmest et ’checkpoint’, og rejsende føler sig ikke trygge og sikre, når de skal krydse disse. Begrænsninger på mængden af turister, som tillades på destinationer og ved seværdigheder, vil fortsætte. De rejsendes største bekymring er fortsat, hvordan man kan opretholde social afstand. Fællesophold med familier og venner i hytter og sommerhuse på tætliggende destinationer kan blive populært. Haver med egne shelters har en stor fremtid. Alternativer til traditionel turisme blomstrer – på teknologiske og analoge måder. Flere vil benytte private biler og cykler på rejsen, mens færre vil benytte offentlig transport.
Nogle destinationer åbner kun op for enkelte landes rejsende
Det tredje scenario, scenario C, har overskriften, at 2021 bliver til 2019; altså at vi vil forsøge at rejse som før. Men internationale regler ophæves meget langsomt, og der vil fortsat være tydelige grænser og checkpoints – ikke kun på grund af pandemien men også af lokale politiske årsager. Internationale forbindelser har lidt et knæk, og EU og andre internationale organisationer kæmper for at retablere sig. Forbrugere/rejsende er utålmodige, for de følte sig snydt i 2020 og har nu også svært ved at rejse i 2021. Vi vil se, at lokale og regionale tilbud laves, fx at nogle destinationer kun åbner op for rejsende fra et mindre udvalg af lande eller sågar regioner. Teknologi vil komme til at spille en stor rolle i turismeindustrien. Da mange forbrugere er frustrerede på grund af fortsatte rejserestriktioner, forsøger de fortsat at bringe oplevelsen af destinationen hjem i dagligstuen - musik, vin, fester, etc. Nogle vil også bøje reglerne – og endda snyde myndigheder - for at kunne rejse. Sikkerhed og tryghed er vigtigt for myndighederne men ikke i ligeså høj grad for den rejsende.
Indestængt efterspørgsel på rejser kan nu komme til udtryk
I det sidste og for turismen mest positive scenario, scenario D, kommer vi hurtigt tilbage til tidligere tiders storhedstid. Pandemien flytter sig hurtigt ud af den globale agenda, og verden vil opleve et tjept opsving. Sikkerhed prioriteres højt men er ikke noget, der bekymrer den rejsende. En indestængt efterspørgsel på at rejse vil vise sig i mange segmenter (dog ikke segmenter, der er direkte ramt af arbejdsløshed). Vi vil igen have det sjovt, men vi vil også udvise solidaritet ved at besøge regioner, hvor pandemien var alvorlig. Nye vaner dannes – med mere fokus på det digitale og en endnu bedre hygiejne – men de supplerer de eksisterende forbrugsmønstre.
Turismen genskabes – men hvordan?
Instituttet for Fremtidsforskning har også gjort sig nogle tanker om, hvad der skal til for, at turismen genskabes – selvom den kommer til at se anderledes ud.
”Tillid og sikkerhed og masser af fleksibilitet overalt i værdikæden bliver vigtigere end nogensinde. Branchen skal virkelig benytte sig af teknologiske løsninger og have fokus på data og algoritmer og bruge al den viden. Og selvom COVID-19 er overstået, vil det nok være anbefalelsesværdigt stadig at stille skarpt på sikkerhed, sundhed og mindre berøring. Den menneskelige kontakt er også vigtigere end nogensinde, vi vil føle os set, hørt og forstået for at rejse ud, og vi vil ikke behandles som et nummer i rækken. Det skal herudover være nemt at træffe transparente valg og reducere kompleksiteten. Komplette oplevelsespakker vil nok vinde frem”, siger Bugge Holm fra Instituttet for Fremtidsforskning.
Emner
Om DZT
Die Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT) repræsenterer Tyskland som rejsedestination på vegne af Forbundsministeriet for Økonomi og Energi og modtager støtte fra dette ministerium på baggrund af en beslutning truffet af den tyske forbundsdag. Som den centrale organisation til fremme af indgående turisme til Tyskland udvikler DZT i tæt samarbejde med sine partnere fra den tyske turistbranche, brancheforeninger og erhvervsvirksomheder strategier og marketingkampagner med henblik på at styrke det positive image af de tyske rejsedestinationer i udlandet og fremme turismen til Tyskland. Målet er at udnytte fremtidige økonomiske potentialer og dermed bidrage til økonomisk værdiskabelse gennem internationale rejsende i Tyskland.
DZT’s centrale strategiske indsatsområder er:
• Målrettet markedsundersøgelse og detaljerede analyser af globale rejsetrends samt markedsspecifik kundeefterspørgsel
• Netværkssamarbejde mellem tyske udbydere og den internationale rejsebranche samt en intensiv videnoverførsel til støtte for den tyske rejsebranche, der er præget af små og mellemstore virksomheder
• Forøgelse af brandbevidstheden og skærpelse af Tysklands profil som rejsedestination med fokus på den digitale transformation
Tysklands profil som rejsedestination, »Germany Simply Inspiring«, fungerer som fortælling om en serviceorienteret kvalitetsdestination i konkurrencen mellem rejsedestinationerne.
DZT styrer via sit hovedkontor i Frankfurt 22 landerepræsentationer i etablerede og potentielt stærke kildemarkeder.
er Tysklands nationale turistråd. Den repræsenterer Tyskland som turistdestination på vegne af det tyske økonomi- og energiministerium og finansieres af sidstnævnte på grundlag af en resolution vedtaget af den tyske forbundsdag. DZT arbejder tæt sammen med sine partnere fra den tyske turistindustri, foreninger og kommercielle virksomheder for at udvikle strategier og marketingkampagner, der har til formål at forbedre det positive image af tyske rejsemål i udlandet og fremme turismen til Tyskland.
DZT's vigtigste strategiske indsatsområder er
- Målrettet markedsundersøgelse og detaljerede analyser af globale rejsetrends og markedsspecifik kundeefterspørgsel
- Netværk mellem tyske leverandører og den internationale rejsebranche og en intensiv overførsel af ekspertise for at støtte den tyske rejsebranche, som er domineret af SMV'er
- Øget brandbevidsthed og skærpelse af brandprofilen for Tyskland som rejsedestination med fokus på digital transformation
Destination Tysklands brandprofil »Germany Simply Inspiring« er fortællingen om en serviceorienteret, bæredygtig og inkluderende kvalitetsdestination på et konkurrencepræget marked.
DZT administrerer kontorer i 22 lande på etablerede markeder og markeder med stort potentiale fra sit hovedkvarter i Frankfurt.