Gå til indhold
scene ved konferrence med rød baggrund og kvinde i sort kjole som holder oplæg. på skærmen bag hende er billede af Bauhaus
@ DZT/Florian Trykowski

Pressemeddelelse

Tysklands turistprofil styrkes med design, gastronomi og livskvalitet

Hvordan fastholder man sin position som en af verdens mest attraktive rejsedestinationer? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da mere end 70 internationale rejsejournalister fra over 25 lande mødtes i Frankfurt fra 21. til 23. juni til det femte Incoming & Brand Summit.

Bag arrangementet stod den tyske turistorganisation DZT, som med temaet »Innovative. Authentic. Liveable.« satte fokus på, hvordan Tyskland udvikler sit internationale turistbrand i en tid præget af digitalisering, skiftende rejsevaner og hårdere global konkurrence.

Ifølge DZT's direktør, Petra Hedorfer, står Tyskland stærkt som turistdestination – også i en tid med økonomisk og geopolitisk usikkerhed.

»Det afspejles ikke kun i en markant øget global synlighed, men også i den internationale gennemslagskraft, som vores brand »Rejselandet Tyskland« har: Tyskland er i dag blandt de ti mest populære rejsemål på verdensplan (8. plads i 2025) og ligger på 2. pladsen over de mest populære rejsemål blandt europæerne.« sagde hun på konferencen.

Samtidig peger prognoser fra analyseinstituttet Tourism Economics på, at den internationale turisme til Tyskland fortsat har potentiale til at vokse med op mod 2,6 procent.

Stigende interesse blandt internationale rejsende

At interessen for Tyskland er voksende, blev understreget af nye tal fra Expedia Group. Rejseplatformen kunne fortælle, at søgninger efter rejser til Tyskland steg med 30 procent i første kvartal af 2026 sammenlignet med året før.

Samtidig er de tyske hotelpriser fortsat konkurrencedygtige i international sammenhæng, hvilket gør landet attraktivt for både fritids- og forretningsrejsende.

Frankfurt mere end finans og messer

Som værtsby brugte Frankfurt lejligheden til at vise nye sider af storbyen, som mange forbinder med banker, skyskrabere og internationale messer.

»Frankfurt kombinerer kultur, historie og innovation på en måde, der afspejler mangfoldigheden i det moderne Tyskland,« sagde Thomas Feda, direktør for Frankfurt Turisme- og Kongresbureau.

Byens udvikling fra regional handelsby til international metropol var et gennemgående tema under konferencen, hvor deltagerne også fik mulighed for at opleve byen uden for mødelokalerne.

Design, gastronomi og livskvalitet

Konferencens debatter kredsede om tre områder, som i stigende grad præger rejsendes valg af destination: byudvikling, gastronomi og livskvalitet.

Eksperter inden for arkitektur og design diskuterede, hvordan moderne byrum kan skabe identitet og gøre byer mere attraktive for både borgere og besøgende. Andre paneler satte fokus på gastronomiens betydning som kulturelt visitkort, hvor både lokale specialiteter, Michelin-restauranter og nye madoplevelser spiller en rolle.

Der blev også sat fokus på de oplevelser, der ligger uden for storbyernes skyline. Natur, wellness, kultur og bæredygtige tilbud bliver i stigende grad efterspurgt af internationale gæster og er med til at udvide fortællingen om Tyskland som rejseland.

Nye hotelkoncepter skal løfte oplevelsen

Ud over konferencen deltog journalisterne i en række rundvisninger og særligt tilrettelagte oplevelser i Frankfurt og omegn.

Her blev de blandt andet præsenteret for nye hotel- og oplevelseskoncepter, der skal styrke Tysklands position på det internationale turistmarked. Et eksempel er det nyåbnede luksushotel The Florentin, som illustrerer den udvikling og fornyelse, der præger den tyske hotelbranche i disse år.

Budskabet fra topmødet var klart: Tyskland ønsker ikke blot at være et populært rejsemål, men også at fremstå som en moderne, kreativ og bæredygtig destination, hvor innovation og autenticitet går hånd i hånd.

Emner

Kategorier


Om DZT

Die Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT) er Tysklands nationale turistråd. Den repræsenterer Tyskland som turistdestination på vegne af det tyske økonomi- og energiministerium og finansieres af sidstnævnte på grundlag af en resolution vedtaget af den tyske forbundsdag. DZT arbejder tæt sammen med sine partnere fra den tyske turistindustri, foreninger og kommercielle virksomheder for at udvikle strategier og marketingkampagner, der har til formål at forbedre det positive image af tyske rejsemål i udlandet og fremme turismen til Tyskland.

DZT's vigtigste strategiske indsatsområder er

  • Målrettet markedsundersøgelse og detaljerede analyser af globale rejsetrends og markedsspecifik kundeefterspørgsel
  • Netværk mellem tyske leverandører og den internationale rejsebranche og en intensiv overførsel af ekspertise for at støtte den tyske rejsebranche, som er domineret af SMV'er
  • Øget brandbevidsthed og skærpelse af brandprofilen for Tyskland som rejsedestination med fokus på digital transformation


Destination Tysklands brandprofil »Germany Simply Inspiring« er fortællingen om en serviceorienteret, bæredygtig og inkluderende kvalitetsdestination på et konkurrencepræget marked.

DZT administrerer kontorer i 19 lande på etablerede markeder og markeder med stort potentiale fra sit hovedkvarter i Frankfurt.

Kontakt

  • DZT Brand Summit Kongress_©FlorianTrykowski.png
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .png
    Størrelse:
    3000 x 2033, 9,64 MB
    Download