Gå til indhold
Poliça mestrer den svære toer med Shulamith

Nyhed -

Poliça mestrer den svære toer med Shulamith

Mandag den 21. oktober udkom den amerikanske electropop-kvintet Poliças andet album, Shulamith, og i de følgende dage er de gode anmeldelser væltet ned over "den svære toer". Både danske og udenlandske musikmagasiner er begejstrede for albummet, der beskrives som mere nuanceret og fokuseret end debutalbummet Give You the Ghost fra 2012.

Det første var godt - det andet endnu bedre
Shulamith høster fem stjerner hos både Soundvenue og Gaffa, scorer syv ud af 10 hos NME og ligger allerede højere placeret hos anmelderne end debutalbummet fra sidste år. Det er skam ikke fordi, det første album var dårligt. Tværtimod så tog Give You the Ghost anmelderkorpset med storm, og mange fik øjnene op for Poliças fine miks af R&B, dub og electronica.

Gaffa skriver i sin anmeldelse, at Poliça har bibeholdt de bedste elementer fra debutalbummet på Shulamith, og frontkvinde Channy Leanagh udforsker i endnu højere grad sin vokal med stor succes.

Der er skruet mere op for tempo, beats og mere nuanceret brug af autotune-effekt, skriver Soundvenues anmelder, der også siger: "Shulamith er en velkommen videreudvikling af forgængerens unisone farvepalet med mere varierede sangstrukturer og flere poppede omkvæd til følge."

Subtile politiske budskaber
Titlen på albummet er en hyldest til den canadiske feminist Shulamith Firestone, som er en muse og mentor for Channy Leanagh. Shulamith Firestone døde sidste år, men bliver hyldet af Poliça, ikke mindst i deres albumtitel, men også i sangene, hvor Leanaghs feminisme kommer personligt og subtilt til udtryk.

Shulamith tager fat i seriøse emner, men på en let og personlig måde og med melodier "you couldn’t forget even if you wanted to," skriver NME. Første singleudspil fra pladen er nummeret "Tiff", som har besøg af Bon Ivers frontmand Justin Vernon, og som man kan høre herunder.

Poliça gav også en anmelderrost koncert i Lille VEGA i august i år, og vi glæder os til, at bandet kommer tilbage til Lille VEGA til januar.


Poliça / 24. januar i Lille VEGA Læs mere og køb billet



Related links

Emner

Kategorier

Kontakt

  • Poliça Shulamith album cover / 24. januar i Lille VEGA
    Poliça Shulamith album cover / 24. januar i Lille VEGA
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    510 x 250, 65,9 KB
    Download