Gå til indhold
Aborted, Entombed A.D. og Baest brager dobbeltpedalerne i bund til metalmekka

Pressemeddelelse -

Aborted, Entombed A.D. og Baest brager dobbeltpedalerne i bund til metalmekka

VEGA præsenterer
Aborted, Entombed A.D. og Baest brager dobbeltpedalerne i bund til metalmekka
Den 1. november kan du opleve et vaskeægte metalbrag, når kongerne af knusende guitarlinjer og primalskrig rammer Store VEGA.

Store VEGA bliver pakket ind i sorte klæder, dobbeltpedaler, og afgrundsdyb growl, når en metalaften af dimensioner rammer Vesterbro. Det er legenderne i belgiske Aborted og svenske Entombed A.D., der får fornemt følgeskab af de fremadstormende århusianske dødsmetallere i Baest.

Aborted – Deathgrind, der rammer lige i solar plexus
Dødsveteranerne i Aborted har siden 1995 leveret brutal deathgrind. Det er hurtige savende guitarriffs og dobbeltpedaler, der rammer i solar plexus. Frontfiguren i bandet er den karismatiske forsanger Sven ”Svencho” De Caluwe, der med sin højenergiske tilstedeværelse sørger for en intens liveoplevelse.

Entombed A.D. – Kongerne af den svenske metalscene
Det er over 20 år siden, at de svenske musikere i Entombed udgav deres banebrydende album Left Hands Path. Bandet satte sig tungt på den svenske metalscene med deres unikke genreblanding af dødsmetal og punkede inspirationer. Lige siden har de turneret verden rundt med deres dødsmetal-miks, der er inspireret af så forskellige bands som Autopsy, Motörhead, Discharge og Kiss. Bandet med A.D.-tilføjelsen opstod af asken fra den originale sammensætning, og har til dato udgivet de to, solide album Back to the Front (2014) og Dead Dawn (2016).

Baest – Tour de force i old-school dødsmetal
De har toppet den danske vinylsalgshitliste, været på forsiden af GAFFA og spiller på dette års Roskilde Festival. Det fremadstormende band Baest udgav sidste år deres anmelderroste debutalbum Danse Macabre, der udkom på det internationale anerkendte metal-label Century Media. Baests potente sange er en tour de force i old-school dødsmetal spækket med afgrundsdyb growl, dobbeltpedaler og sataniske guitarriffs.

Fakta om koncerten Aborted, (BE), Entombed A.D. (SE), Baest (DK)
Fredag den 1. november kl 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 200 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag kl 10.00 via VEGA.dk.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Aborted, Entombed A.D. og Baest.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +700 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Kontakt

Thomas Thy

Thomas Thy

Pressekontakt Communications Manager

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark