Pressemeddelelse -
Alec Benjamin omfavner det sentimentale i sine ørehængende pophits
VEGA og Live Nation præsenterer
Alec Benjamin omfavner det sentimentale i sine ørehængende pophits
Den 24-årige sangskriver guider dig gennem sit fængende og relaterbare popunivers i Lille VEGA d. 9. november.
Alec Benjamin betragter sig selv som en historiefortæller, og på trods af sin unge alder har han mange historier at fortælle. Den Los Angeles-baserede sangskrivers lydunivers er både filmisk og følelsesladet, og med sine relaterbare og modne tekster har han skabt sig en solid fanbase rundt i verden.
Den unge sangskriver fik en pladekontrakt allerede som 18-årig, men blev kort efter droppet af sit pladeselskab, inden han nåede at udgive et debutalbum. Benjamin gav dog ikke så let op og drog i 2016 på en selv-booket europæisk turné, hvor han blandt andet spillede på parkeringspladser ved Shawn Mendes og Troye Sivan-koncerter.
Efter sin europæiske turné var han med Jon Bellion i studiet og var co-writer på Bellions debutalbum New York Soul (Part II). Med en stor viljestyrke og enorm trang efter at nå toppen besluttede Benjamin at uploade en ny sang til sin YouTube-kanal hver anden uge i en periode over seks måneder, så han kunne skabe et stort musikalsk katalog til sine fans.
I 2018 udgav han endelig sit debutalbum Narrated For You, der sætter streg under Benjamins kæmpe potentiale og talent. På albummets 12 numre berør han emner om ung kærlighed, venskab og sin egen personlige udvikling. Det er vigtigt for ham at fortælle historier, som er ærlige, og som hans fans kan spejle sig selv i.
Med kæmpehittet ”Let Me Down Slowly” har Alec Benjamin i skrivende stund mere end 279 millioner streams på Spotify. Her forstærkes hans sentimentale og ærlige historier af den bløde vokal og ørehængende melodier.
Den spirende popstjerne spillede i februar en udsolgt koncert i Ideal Bar og er nu klar til at indtage Lille VEGA med hits som ”Water Fountain”, ”If We Have Each Other” og ”Let Me Down Slowly”.
Fakta om koncerten
Alec Benjamin (US)
Lørdag d. 9. november kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 195 kr. + gebyr
Billetsalget starter torsdag d. 16. maj kl. 10.00 via vega.dk, Live Nation og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Alec Benjamin.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +700 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.