Pressemeddelelse -
Benal fyrer rap-fyrværkeri afsted i VEGA 3 aftener i streg!
VEGA præsenterer
Benal fyrer rap-fyrværkeri afsted i VEGA 3 aftener i streg!
Mandag den 30. december skubber Benal rap-sneploven henover Store VEGA, når de for tredje aften i streg sætter en tyk, fed streg under deres unikke evne til at starte euforiske fester.
Selvom der er lang tid til jul, kan Benal allerede nu godt begynde at lægge bagjule-planer. Deres koncerter i Store VEGA den 28. og 29. december er nemlig allerede udsolgt, og derfor annoncerer vi har en tredje koncert mandag den 30. december til Benal-elskende julegæster.
Sidste år ramte triumftoget Benal VEGA med lynets hast! Med to magiske koncerter i et komplet udsolgt Store VEGA, cementerede rapper Benjamin Hav og producer Albert Wanscher, at de hører til på øverste hylde, når det gælder højintense og energiske optrædener. Soundvenues anmelder kvitterede med fem stjerner til den karismatiske duo og skrev:
”Marionetført rapflow, skæve autotunede råb og en perfekt basset lyd skabte rammerne for klubfesten i Store Vega, hvor et hav af gæster besøgte den smukke scene badet i lækkert lys og lysflader, der udvidede duoens udtryk.”
Triumftoget blev sidste år fordret med nyt kul i form af det anmelderoste surprise album Benjamin og Albert. Med en stor håndfuld nye hits tilføjet til det imponerende bagkatalog rejser duoen på Danmarksturné under titlen Benal Amazing Tour 2019. I pressemeddelelsen skriver de bl.a.:
”Benal Amazing Tour 2019 bliver en fest for livet. Det bliver power, body, lights og amazing'ness. Det bliver Tina Turner i Las Vegas med de flotte ben. Det bliver en campingvogn fyldt med alt hvad du elsker, på nær din fulde onkel. Han står uden for campingvognen og kigger koldt ind ad det lille vindue, mens hans bukser fyldes langsomt med urin og vemod.”
Den skudsikre duo møder deres fans i mørket med atmosfæriske, tunge produktioner, der rammer en lige i mellemgulvet fulgt af deres livsnære, hudløst ærlige tekster, som rammer en lige i hjertet. Der bliver uddelt musikalske lussinger og heftige flows, som efterlader lytteren med sved på panden og gåsehud fra top til tå.
Fakta om koncerten:
Benal (DK)
Mandag d. 30. december kl. 21.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 280 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Benal.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.