Gå til indhold

Pressemeddelelse -

​Byens bedste milkshake – Kelis shaker VEGA

VEGA og All Things Live præsenterer
Byens bedste milkshake – Kelis shaker VEGA

Den 6. marts slipper den amerikanske megastjerne, Kelis, sine farverige, potente og genrevridende hits afsted i Store VEGA, hvor hun fejrer 20-års jubilæet for sin moderne klassiker af et debutalbum Kaleidoscope.

I 1999 tonsede blot 20-årige Kelis ind på verdens hitlister med den potente single ”Caught Out There”, og fik en hel generation af unge piger til at råbe med på ordene ”I hate you so much right now”, når hendes karakteristiske farverige afro tonede frem på MTV.

Samme år udgav hun det The Neptunes-producerede debutalbum Kaleidescope, som hun i 2019 kan fejre 20-års jubilæum for.Albummet blev allerede dengang kaldt ”a modern classic” af blandt andet NME, og regnes i dag for at være lidt af et kult-album.

Selvom Kelis i dag har solgt millioner af album, har hun været en outsider i et kuld af musikbranchens store popdivaer. Hun er kendt for at gå sine egne veje på en smal sti af pop og R&B, og har som en musikalsk kamæleon skiftet ham et utal af gange.

Med sit tredje studiealbum, Tasty, skruede Kelis og The Neptunes helt op for den innovative og futuristiske R&B. Med singler som ”Milkshake”, ”Trick Me” og ”Millionaire” solgte hun næsten 100.000 eksemplarer på blot en uge.

I 2007 brød hun med sit daværende pladeselskab, og lagde musikken på hylden for at uddanne sig til kok. Hendes gastronomiske entusiasme præger det seneste album, med den rammende titel Food fra 2014. Albummet indeholder en samling sange, der med den karismatiske hæse stemme og organiske instrumentering sender lytteren på en forunderlig, musikalsk tur ud i svedig, retro-lydende soul, funk og pop. Soundvenue kvitterede med fem stjerner og skrev bl.a.:

”Når man har fundet sig til rette med en mere tilbageskuende Kelis, står det dog klart, at Food er et af sangerindens hidtil bedste album.”

Kelis har netop annonceret, at hun i øjeblikket arbejder på sit syvende studiealbum, så mon ikke danske fans kan se frem til at opleve Kelis med alle hendes megahits, og måske en håndfuld nye, lækre R&B-skæringer til marts!

Fakta om koncerten:
Kelis (US) – Kaleidecope 20th Anniversary Tour
Fredag d. 6. marts kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 350 kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag den 22. november kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Kelis
.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Kontakt

  • Thomas Thy

    Pressekontakt Communications Manager