Gå til indhold
CABAL - pressebillede

Pressemeddelelse -

CABAL spænder helhesten for deathcore-stridsvognen i VEGA

VEGA præsenterer
CABAL spænder helhesten for deathcore-stridsvognen i VEGA
Der er udsigt til højenergisk og led dobbeltpedal i metervarer, når danske CABAL river Lille VEGA midtover den 17. oktober.

I en sydende og boblende gryde af black metal, deathcore og industrial brygger de danske tempospecialister fra CABAL en glohed musikalsk eliksir, der gentænker metallens konventioner og ætser lytterens forestillinger om genrer.

CABAL udsendte i 2016 deres debut-EP, Purge, der med sin atmosfæriske og kunstneriske dybde tog livtag med lytteren og varslede ankomsten af en ny æra for den danske metalscene.

To gange skulle planeten rundt om solen før deres anmelderroste debutalbum, Mark of Rot, fra 2018 blev løftet fra mørkets dyb og for alvor cementerede bandet som et internationalt navn. Med pladen som det primære lydmæssige bagtæppe gik dødskvintteten ombord i deres deathcore-stridsvogn og drog på turné i Europa, Japan og Nordamerika.

Sidenhen er to tonstunge plader blevet udgivet: Drag Me Down fra 2020 og Magno Interitus fra 2022, og nu glider fingrene igen brandvarme op og ned ad guitarhalsen, da CABAL er udgivelsesaktuelle med albummet, Everything Rots.

GAFFA har døbt, Everything Rots, som bandets mest “helstøbte og kompromisløse udgivelse til dato”, og i anmeldelsen hylder mediet bandet for deres særegne og genrevridende lydunivers med linjer som:

“Cabal har i årevis flirtet med elektronisk mørke og metalliske synthflader, og på deres fjerde album rammer de det helt rette blandingsforhold mellem breakdowns så tunge, at jorden slår revner, og industrial-lag og isnende synths, der sender lytteren direkte ud i galaksens mørkeste afkroge”.

Fakta om koncerten:
CABAL (DK)
Fredag den 17. oktober kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 225 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag kl.10.00 via vega.dk og Billetlugen.
Læs mere om og køb billet til koncerten med CABAL her.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.

Kontakt

  • Mads Bedstrup

    Pressekontakt Communications Manager