Pressemeddelelse -
Dans dig varm til FKJs elektroniske soul-soundtrack
VEGA og Live Nation præsenterer:
Dans dig varm til FKJs elektroniske soul-soundtrack
Den 14. februar kan du igen opleve FKJ på dansk jord, når han åbner op for en kærlighedsfest af laber soul-pop i Store VEGA.
Multi-instrumentalisten FKJ (French Kiwi Juice) bringer en unik blanding af jordbunden soul og elektroniske indflydelser til musikmiddagsbordet. Det parisiske talent anses for at være en pioner inden for genren New French House, og han har formået at skabe et lydunivers, der veksler ubesværet mellem afslapning og fest.
FKJs produktioner prøver ikke at overkompensere med overflødige elementer, men lader stemningerne tale for sig selv. Live understreger han sin overlegne musikalitet ved at springe legende let mellem keyboard, guitar, saxofon og vokal.
Vince Fenton, som er FKJs borgerlige navn, er halvt franskmand og halvt new zealænder. Han har en baggrund som lydtekniker og startede sin musikkarriere i 2012 med ep’en Time for a Change. Debutalbummet, French Kiwi Juice, udkom sidste år og udfolder tilbagelænet magi i et flydende mix af karismatisk synth og funky croon.
Han har netop spillet en udsolgt koncert i Pumpehuset og kan på Valentinsdag opleves i København igen, når han fylder Store VEGA med kærlighed, lækre basslines, frække saxofon-soloer og en håndfuld glade, mirakuløse soul-popsange.
Fakta om koncerten:
FKJ – French Kiwi Juice (FR)
Torsdag d. 14. februar kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 235 kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag d. 9. november kl. 10.00 via vega.dk, Live Nation og Ticketmaster
Læs mere og køb billet til koncerten med FKJ.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +700 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.