Pressemeddelelse -
Dave East kaster østkystens hårdføre 90´er rim ud i VEGA
VEGA præsenterer
Dave East kaster østkystens hårdføre 90´er rim ud i VEGA
Den 16. december kan du opleve Nas-lærlingen Dave East, når han med et vanvittigt flow leverer historier fra østkystens barske gader.
I 2017 udgav rapperen Dave East sit første studiealbum Paranoia: A True Story, hvor Wiz Khalifa og Jeezy har spædet sprøde rim og beats til. Med albummet giver den fremadstormende rapper et indlevende, dokumentarisk snapshot af tilværelsens op- og nedture.
Den 30-årige newyorker er en mere aggressiv udgave af sin mentor Nas, der med rå og malerisk lyrik stormer frem på den amerikanske hiphop-scene. Med afsæt i østkysten hårdføre 90´er musik, rammer Dave East hårdt og koncist ned i hiphoppens gamle dyder.
Det var med sit mixtape Black Rose fra 2014, at han fik sit store gennembrud. Kort tid efter skrev han kontrakt med Nas’ pladeselskab Mass Appeal Records og senere det legendariske Def Jam Recordings.
Med mixtapet Kairi Chanel fra 2016, opkaldt efter sin nyfødte datter, leverer rapperen en skarp og ærlig fortælling om de trange barndomsår i Harlem og NBA-drømmen, der aldrig blev til noget, efter han røg seks måneder i fængsel for våbenbesiddelse.
Albummet ramte en 38. plads på den amerikanske Billboard-liste, og store navne som Fabolous, The Game, Beanie Sigel og 2 Chainz figurerer på den anmelderroste udgivelse. I en portrætartikel fra 2016 skriver Soundvenue om rapperen:
”I Easts verden findes ingen leflen for tidens helt store dille med genreblend af både rap og sang, ligesom faldgruben med generiske trap-beats og hi-hat-fetichisme klædeligt forbigås. Det balstyriske fortællergen bor i ham som en latent fyldepen, der truer med at eksplodere, hvis ikke den får afløb for tankerne gennem veltimet nedfældning og leverance.”
Fakta om koncerten
Dave East (UK)
Mandag den 16. december kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 175 kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag den 17. maj kl 10.00 via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Dave East.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +700 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.