Pressemeddelelse -
Det virale vidunderbarn Maximillian soler sig i følelsesladet, moderne pop
VEGA præsenterer:
Det virale vidunderbarn Maximillian soler sig i følelsesladet, moderne pop
Den unge, københavnske popsanger lyser op i Lille VEGA d. 24. oktober.
Den 20-årige danske sanger Maximillian har rusket op i den danske musikbranche med sin helt egen version af moderne pop med strejf af R&B og triphop. Hans kendetegn er stemmen, som på én og samme tid er brølende kraftfuld og skrøbeligt sårbar.
Han debuterede i vinteren 2017, hvor han delte en video med en live-indspilning af singlen ”Feelings” på sin Facebookside. Videoen gik lynhurtigt viralt og blev delt hundredevis af gange, fik tusindvis af likes og er i skrivende stund set over 120.000 gange.
Siden fulgte Maximillian op med endnu en livevideo med et personligt cover af London Grammar og Frank Ocean, der også genererede massevis af likes og kliks samt positiv omtale fra en række toneangivende online-musikblogs.
Den unge sangers første officielle singleudspil ”Higher” kom i heftig rotation på P3 som Ugens Uundgåelige med sin bløde, sjælfulde lyd og elektroniske nuancer fra R&B og triphop. Maximillians åbenlyse kærlighed for moderne pop var heller ikke til at tage fejl af, og det skinner også klart igennem på sangerens seneste single ”Strangers”, der handler om et betændt forhold:
”Nogle gange er det bedst at lægge fortiden bag sig – spille et følelsesspil med sig selv for at kunne komme videre. Det at være fremmed for en anden eller sine handlinger kan være sidste udvej.”
For den purunge sanger handler det om følelser. Dem som føles helt rigtigt, dybt inde. Tekst, musik og produktion skal gå op i en højere enhed, og det er den unge stjernes fire første singler et entydigt bevis på.
Den charmerende sanger er netop nu aktuel i dokumentarserien ’Maximillians Skyld’ på DR3. Her følger vi Maximillians liv som rodløst skilsmissebarn, der reflekterer over emner som tro, tvivl, familiekærlighed og en spirende musikkarriere.
Fakta om koncerten:
Maximillian (DK)
Onsdag d. 24. oktober kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 135 kr. + gebyr
Billetsalget er startet i dag via vega.dk og Ticketmaster
Køb billet og læs mere om koncerten med Maximillian
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med cirka 330 koncerter årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.