Pressemeddelelse -
Eftertænksomme Conner Youngblood drømmer sig væk i VEGA
VEGA og Live Nation præsenterer:
Eftertænksomme Conner Youngblood drømmer sig væk i VEGA
Den amerikanske livsfilosof Conner Youngblood triller ind i Lille VEGA d. 10. oktober.
Den texanske multi-instrumentalist og sovekammer-producer, Conner Youngblood, er ingen ordinær singer/songwriter. Han kombinerer en lang række genrer, lige fra bluegrass til hiphop med eklektisk instrumentering, som på en og samme tid er atmosfærisk og fokuseret. Det kan bl.a. høres på hans seneste single ”Bear River Migratory Bird Refuge”, som er kommet til verden i samarbejde med nonprofit-organisationen ’Sustain Music & Nature’.
Youngblood er behageligt selskab og et stort talent. Et af dem, der er i stand til at nuancere tilværelsen og sætte ord på livets udfordringer. Hans sange er som skabt til lange, tankefulde gåture. Fredfyldte, indadvendte og afsindigt smukke.
Den 28-årige musiker har altid fiflet med musik, men det var først, da han opnåede stor succes på den populære upload-tjeneste Hype Machine, at han besluttede sig for at dedikere sig på fuld tid. Efter en række selvudgivne ep’er brød Youngblood således gennem lydmuren med ep’en The Generation of Lift fra 2015, og nu er han i fuld gang med at forberede sit officielle debutalbum, hvor han spiller over 30 instrumenter, herunder klarinet, banjo og harpe.
Youngblood er fan af Skandinavien, i særdeleshed Danmark. Under sin amerikanske tour i efteråret 2015 brugte han sin fritid på at lære dansk. Forkærligheden for Danmark er inspireret af hans barndomsidol, den kendte danske skateboarder Rune Glifberg, som han spejlede sig selv i.
Fakta om koncerten:
Conner Youngblood (US)
Onsdag d. 10. oktober kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 155 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk, livenation.dk og Ticketmaster
Læs mere og køb billet til koncerten med Conner Youngblood
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med cirka 330 koncerter årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.