Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Energiske Go Go Berlin fester i VEGA

VEGA præsenterer 
Energiske Go Go Berlin fester i VEGA
Fredag den 28. november sørger Go Go Berlin for oldschool rock’n’roll-fest i Lille VEGA. Bandet har deres fængende og roste debutalbum, New Gold, med i bagagen.

Eminent liveshow  
Danske Go Go Berlin kan deres musikalske håndværk, de har styr på stil og attitude, og så leverer de et liveshow, der når helt ud over scene­kanten. De ikke bare spiller rock’n’roll – De ER rock’n’roll!

Og det bevidner de positive anmeldelser af deres koncerter også om, hvor deres medrivende energi fremhæves. Go Go Berlin har spillet sig frem til deres nuværende topform og havde sidste år over 80 koncerter i kalenderen, heriblandt Roskilde Festival samt Smukfest.

Medrivende rocksange
Musikalsk peger Go Go Berlin, i stil med navne som danske The Blue Van og amerikanske Rival Sons, tilbage til 60’erne og 70’ernes klassiske rock, hvor der hentes inspiration fra bands som Thin Lizzy, Led Zeppelin og The Doors.

Under deres liveshows er der dømt ægte rock’n’roll-stil med læderjakker, stramme jeans, støvler og 70’er-frisure, hvilket falder godt i spænd med forsanger Christian Viums tilpas rå stemme, guitarsoloer samt iørefaldende rockmelodier.  Nyd den nye video til singlen ”Darkness” fra debutalbummet New Gold. Gaffa gav albummet fire stjerner og følgende ord med på vejen:

En god flok interessante og ganske medrivende sange. Og så skal fandenivoldskheden, energien og den insisteren, drengene lægger i rendyrket rock og rul honoreres.”

LA-invitation
I april var bandet inviteret til Los Angeles af arrangøren af branchefestivalen MUSEXPO, A&R Worldwide, der arbejder med udvikling af nye kunstneriske talenter. Go Go Berlin blev efter deres koncert på Reeperbahn Festival i Hamburg i september 2013 udvalgt af A&R Worldwide som et af kun 30 bands til at optræde i forbindelse med MUSEXPO. Festivalen har tidligere været med til at starte karrierer for navne som Robyn, Jesse J og Katy Perry. 

Så der er dømt ægte rock’n’roll, når de erfarne aarhusianere indtager scenen i Lille VEGA med læderjakker, guitarrifs og rockattitude til koncerten i november.

Fakta om koncerten:
Go Go Berlin
Fredag den 28. november. kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 120 kr. + gebyr
Billetsalget starter senere i dag via VEGAs hjemmeside og billetnet. 
Læs mere og køb billet til koncerten med Go Go Berlin.


Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Kontakt

  • Thomas Thy

    Pressekontakt Communications Manager
  • Søren Gaden

    Pressekontakt Kommunikationschef 20636412
  • Mads Bedstrup

    Pressekontakt Communications Manager
  • Ditte Lindblad

    Pressekontakt Communications Assistent