Pressemeddelelse -
Få en koncert med Japandroids med i købet til The Gaslight Anthem
VEGA & Live Nation præsenterer
Få en koncert med Japandroids med i købet til The Gaslight Anthem
Når det amerikanske rockband The Gaslight
Anthem gæster Store VEGA den 3. april, er det med rockduoen Japandroids som
support. Her giver Japandroids ikke bare et kort opvarmningsshow, men en hel
times koncert.
På hele deres europæiske turné tager det amerikanske rockband The Gaslight Anthem den energiske garagerock-duo Japandroids med. Duoen stammer fra Canada og består af guitarist og sanger Brian King og trommeslager David Prowse. I 2009 udgav Japandroids deres debutalbum Post-Nothing med skramlet garagerock fyldt med ungdomsrastløshed og høj energi, som på “Young Hearts Spark Fire”.
Ungdommelig hyldest til rocken
Siden da har Japandroids turneret aktivt, og sidste år udgav de deres andet
album, Celebration Rock, der,
som titlen antyder, er en hyldest til god, gedigen, festlig rock’n’roll. Fra
det album kan man høre nummeret ”The House That Heaven Built”
og se den tilhørende video med klip fra Japandroids’ hektiske koncerter og
turnéliv.
Når Japandroids gæster koncerten med The Gaslight Anthem, er det ikke kun med et kort supportshow, men med en times koncert. Så hvad enten man kommer i Store VEGA den 3. april for at høre The Gaslight Anthem eller Japandroids, er der fuld musikalsk valuta for pengene.
Rock med Springsteen som forbillede
De fire fyre i New Jersey-bandet The Gaslight Anthem deler
mere end hjemstat med Bruce Springsteen. Springsteen er også det musikalske
forbillede for The Gaslight Anthems rock, hvis tekster kredser om
arbejderklassen, ung kærlighed og bitter nostalgi. Mikset med bandmedlemmernes
egne rødder i punkmusikken, slog The Gaslight Anthem igennem i 2008 med
albummet The ‘59 Sound.
The Gaslight Anthem har givet højt profilerede koncerter på nogle af de største festivaler i verden, blandt andet Glastonbury, Lollapalloza, Bonnaroo og Rock Am Ring – samt Roskilde Festival og NorthSide Festival.
Nu gæster The Gaslight Anthem VEGA med deres ærkeamerikanske, klassiske rock fra det nyeste album, Handwritten, mikset med ældre hits som ”Old White Lincoln” og ”Great Expectations”. Med Japandroids som værdigt selskab.
Fakta om koncerten
The Gaslight Anthem (US) & Japandroids (CAN)
Onsdag den 3. april kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
Pris: 250 kr. + gebyr
Billetter købes via VEGAs hjemmeside, Billetnet
og på posthuset.
Læs mere og køb billet til koncerten med The Gaslight Anthem og Japandroids.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.