Pressemeddelelse -
Fontaines D.C. udforsker deres musikalske identitet
VEGA & smash!bang!pow! præsenterer
Fontaines D.C. udforsker deres musikalske identitet
De irske indierockere udforsker nye sider af sig selv på albummet A Hero’s Death. Oplev dem i Store VEGA mandag den 22. marts.
I slutningen af juli udgiver irske Fontaines D.C. deres andet album. Det er følger op på deres überroste debutalbum, Dogrel, som blev nomineret til en Mercury-pris og kaldt årets plade af BBC 6 Music. Ovenpå den massive succes er de punkede indierockere gået i en anden retning med deres nye sange på A Hero’s Death. Universet er mere lunefuldt og teksterne mere søgende.
Bandet turnerede massivt med Dogrel, og den store efterspørgsel var lige ved at rive bandet fra hinanden. De endte med at aflyse koncerter på grund af presset og fandt først tilbage til, hvem de er som band efter intensive skrivesessions tilbage i Dublin.
Resultatet af de mange sessions blev et album, der er mere mørkt og improviserende end debuten. Fontaines D.C. tog livtag med isolation og desorientering i de mere introspektive sange for at forstå, hvordan deres realitetssans blev forvrænget af successen. I deres arbejde var de inspireret af alt lige fra Suicide, Beach Boys og Leonard Cohen til Beach House, Broadcast og Lee Hazlewood.
Fontaines D.C. ved, at de med det nye album lægger én version af bandet i graven, som fansene kender. De prøver ikke støde de fans fra sig, som oprindeligt faldt for deres musik. Derimod vil de skubbe til sig selv og deres lytteres opfattelser. De ofrer en identitet for at skabe en anden, som er helt deres egen.
Fakta om koncerten:
Fontaines D.C. (IE)
Mandag den 22. marts kl. 20:00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
200 kr. + gebyr
Billetsalget fredag den 3. juli via VEGAs hjemmeside og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Fontaines D.C.
Læs mere om og køb billet til koncerten med Maximillian.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.