Pressemeddelelse -
Girls in Airports møder Lucky Lo, Teitur og Mariam The Believer i VEGA
VEGA præsenterer
Girls in Airports møder Lucky Lo, Teitur og Mariam The Believer i VEGA
Den 21, 22 og 24. september udforsker Girls in Airports nye udtryk i tre musikalske møder med tre sangere.
Over tre dage i september sætter det danske indie-jazzband Girls in Airports tre vokalister i stævne i en række musikalske møder, der skal udfordre både bandets lyd, men også publikums oplevelse af eksperimenterende instrumentalmusik. De tre sangere er Lucky Lo, Teitur og Mariam The Believer.
Det er første gang Girls in Airports samarbejder med sangere og målet er, at sangskrivernes musik tilføres den frihed bandet besidder, og omvendt at Girls in Airports’ musik tester det følsomme centrum, som en stemme kan give. Showsene præsenterer en blanding af Girls in Airports’ og de tre medvirkendes eksisterende musikalske materiale, som omarrangeres og videreudvikles i fællesskab, så et helt nyt musikalsk udtryk opstår.
Den ivrige fan kan købe partoutpas til alle tre koncerter, men det er også muligt at opleve koncerterne hver for sig.
Om Girls in Airports
Siden Girls in Airports fandt sammen i 2009, har de konstant søgt at udvide deres lydunivers med nye musikalske inspirationer – på tværs af moderne jazz, global folklore, minimalisme, synthesizer-musik og en atmosfærisk lyd.
Om Lucky Lo
Lucky Lo, er som et spil hinkesten. Hun springer mellem det velkendte og det finurlige; det groovy og det uventede. Og ligesom legens mangefarvede ruder af kridt, afdækker Lo nyt land og emner af både lyse og mørke nuancer, imens den ærlige, inderlige og oprigtige vokal altid skinner igennem letsindigheden.
Om Teitur
Teitur har et talent for at fange lytteren i et intenst og forførende greb. Han har senet udgivet albummet Cazador de Ostras (Oyster Catcher). Til koncerterne i 2022 kan publikum høre et udvalg af disse sange, samt andre numre du kender fra Teitur.
Om Mariam The Believer
Med musikalske rødder dels i improvisation og avantgarde, dels i pop og soul, har Mariam Wallentins karriere krydset flere mangefacetterede territorier. Mariam er halvdelen af trommeduoen Wildbirds & Peacedrums og en af de kreative kræfter og komponist i bigbandjazzeksplosionen Fire! Orkester.
Fakta om koncerten:
Girls in Airports møder Lucky Lo (SE), Teitur (FO) & Mariam The Believer (SE)
Onsdag den 21. september, torsdag den 22. September og lørdag den 24. september kl. 21.30
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: Enkeltbillet: 220 kr. + gebyr - Partoutbillet: 500 kr. + gebyr
Billetsalget er startet via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerterne med Girls in Airports møder Lucky Lo, Teitur og Mariam The Believer.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.