Gå til indhold
Grace Carter sender soul-wellness direkte ind i din sjæl

Pressemeddelelse -

Grace Carter sender soul-wellness direkte ind i din sjæl

VEGA og All Things Live præsenterer
Grace Carter sender soul-wellness direkte ind i din sjæl
Den britiske sangerinde farver den 8. marts Lille VEGA i blå R&B, pop og soul-toner, der krammer knuste hjerter tilbage på plads. 

Britiske Grace Carter voksede op med Lauryn Hill og Nina Simone på anlægget. Det kan tydeligt høres i hendes musik, der emmer af emotionel og musikalsk modenhed på trods af sangerindens unge alder.

Carter balancerer yndefuldt mellem at være sårbar og stærk. Hendes forførende stemme skinner igennem de minimalistisk opbyggede sange. I en kraftfuld blanding af soul, R&B og pop skaber Carter musik, som indtager kroppen og bliver siddende i sjælen.

De fleste af sangene på debut-ep’en Why Her Not Me (2018) handler om Carters far og hans fravær. Han forlod hendes mor, da hun var lille og var ind og ud af deres liv, indtil hun blev 16 år. Hver gang hun kom på fode igen og følte sig stærk, kom han tilbage og knuste hendes hjerte.

My dad broke my heart before any boy had a chance to. I felt that pain but didn’t understand it because it’s something you shouldn’t really feel so young” har hun udtalt til The Standard.

Titelsangen fra ep’en handler om, at faderen har startet en ny familie. I videoen ser man Grace Carter stå og stirre ind i hans nye hjem, udenfor og alene. I 2019 har hun udgivet et cover af Chris Isaaks ”Wicked Game” og sangen, ”Don’t Hurt Like It Used To ”, hvis video er optaget en mørk nat i et stenbrud i København. De to singler er forløbere for mere nyt materiale fra den indtagende sangerinde.

Rag’N’Bone Man, Haim, Mabel og Lewis Capaldi er alle faldet for Grace Carter og har haft hende med som support på deres tours.

Fakta om koncerten:
Grace Carter (UK)
Søndag d. 8. marts kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 200 kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag den 25. oktober kl. 11.00 via vega.dk og Ticketmaster. 
Læs mere om og køb billet til koncerten med Grace Carter.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Kontakt

Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark