Pressemeddelelse -
Hugo Helmigs charmerende popsoul vender tilbage til VEGA
Hugo Helmigs charmerende popsoul vender tilbage til VEGA
Det danske wunderkind Hugo Helmig spiller endnu en gang op til en gedigen popfest i Lille VEGA d. 19. december 2018.
Efter at have udsolgt Lille VEGA på rekordtid er unge Hugo Helmig nu klar til endnu en omgang. Det er gået utroligt hurtigt for den unge singer/songwriter, som har markeret sig stærkt både herhjemme og i udlandet.
Helmigs lyd er rendyrket pop krydret med soul, funk og blues-inspirerede toner. Bedst eksemplificeret i gennembrudshittet ”Please Don’t Lie”, som handler om at skrue lidt ned for selviscenesættelsen på de sociale medier og slippe sig selv fri. Singlen blev det mest spillede danske nummer på radio i 2017.
Himmelstormeren har netop udgivet sin debut-ep Promise, der udover ”Please Don’t Lie” bl.a. indeholder andensinglen ”Eyes Wide Shut” og R&B-popbaskeren ”Times of War”. Helmig har selv skrevet teksterne i samarbejde med guitarist og sangskriver Emil Falk.
DR3 har fulgt Hugo Helmig gennem det første år af sin karriere. Dokumentarserien ’Hugo og Helmig’ portrætterer den unge musikers vej til at finde sin egen måde at være popstjerne på.
Den 19-årige aarhusianer, som har turneret landet rundt for fulde huse, vandt for nylig to GAFFA-priser for Årets Hit og Årets Nye Navn.
Fakta om koncerten:
Hugo Helmig (DK)
Onsdag d. 19. december kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 175 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere og køb billet til koncerten med Hugo Helmig
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med cirka 330 koncerter årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.