Gå til indhold
​Kidds Store VEGA-drøm bliver til virkelighed

Pressemeddelelse -

​Kidds Store VEGA-drøm bliver til virkelighed

VEGA præsenterer
Kidds Store VEGA-drøm bliver til virkelighed
Nørrebro-rapperen er tilbage med nyt materiale og er nu klar til at erobre VEGAs største scene den 23. oktober.

Kidd gav tidligere på måneden endelig lyd fra sig igen med singlen ”Gang igen”. En tung, klubbet og sprængfarlig sag, som er første solomateriale fra rapperens hånd siden 2017. Blot tre dage senere landede 2. singlen ”Bare dans”.

Skulle der være nogen som helst tvivl om, hvem Kidd er, så får du lige en reminder her:

Nicholas Westwood Kidd er Nørrebrodrengen, der med tracket "Kysset Med Jamel" (2011) viste hele landet, hvordan man blev en selvgjort rapstjerne på en måde, ingen havde set før. Både i forhold til, hvordan man kunne lyde, og hvordan man kunne udgive og markedsføre sin musik.

Kort efter fulgte kæmpehittet "Ik Lavet Penge", om med ét havde Kidd affyret startskuddet til en ny musikbevægelse, som skulle vise sig at ændre den danske musikscene for altid. Den unge rapper fra Nørrebro smadrede den eksisterende orden i musikbranchen og startede en ny tidsregning, hvor man kunne gøre alt selv, og hvor alt syntes muligt.

"Det er sygt, at der er et kapitel af dansk musikhistorie, der starter med mig", fortalte Kidd i et interview med Soundvenue fra 2019. Og han har skruet forventningerne i vejret om mere nyt materiale og for den kommende koncert i Store VEGA med nedenstående udtalelse.

“Jeg har spillet i VEGA med Cheff, men aldrig haft det for mig selv. Jeg har altid drømt om det, jeg har bare aldrig rykket på det. Så nu tænker jeg bare, at jeg skal blive ved med at udgive, så jeg kan sætte mig selv i en situation, hvor jeg kan spille Store VEGA, og om guderne har min ryg, bliver det udsolgt.”

Fakta om koncerten:
Kidd (DK)
Fredag den 23. oktober kl. 20:00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
Billetpris: 180 kr. + gebyr
Billetsalget starter mandag den 18. maj kl. 10.00 via VEGAs hjemmeside og Ticketmaster. 
Læs mere om og køb billet til koncerten med Kidd.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Kontakt

Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark