Gå til indhold
VEGAs Udvalgte 2023
VEGAs Udvalgte 2023

Pressemeddelelse -

Lad dig beruse af VEGAs Udvalgte 2023!

Lad dig beruse af VEGAs Udvalgte 2023!
Den 27. januar giver vi dig vores bud på de seks danske artister, som kommer til at præge 2023's koncertprogrammer, radioplaylister og festivaler. VEGAs Udvalgte har tidligere præsenteret MØ, Jada, eee gee og andre danske navne før, vi alle sammen vidste, hvem de var.


Tolv gange tidligere har vi sparket året i gang med VEGAs Udvalgte, og 2023 er ingen undtagelse. VEGA præsenterer den danske og internationale musikbranche for de nye navne, som vi tror kommer til at præge det nye år. Vi er stolte af tidligere at have præsenteret navne som Jada, MØ, CHINAH, Joyce, Drew Sycamore, eee gee o.m.a som VEGAs Udvalgte-artister, der efterfølgende er slået igennem både på den nationale og internationale musikscene.

VEGAs bookere har igen valgt seks navne, de forventer sig meget af. Årets program favner bredt og vidner om den kvalitet, den vision og det potentiale den danske musikscene rummer lige nu. VEGAs Udvalgte 2023 er:

Giift
Med sine blot 18 år formidler sangerinde, sangskriver og producer Giift ungdommen til fri fortolkning i sine tekster og i de altid intuitive, minimalistiske og alligevel uendeligt store produktioner. Inderligheden bag det musikalske udtryk, som trækker tråde til både neo-soul og R&B, tager udgangspunkt i Giifts sindstilstand. I starten af året udkom debut-EP'en Archives og senest singlen “If You Leave”.

UNG-SKAB

Duoen UNG-SKAB består af Clara Rose Lundberg (vokal) og Eigil Bjørn Meldgaard (vokal og produktion). Som perifere bekendtskaber med baggrunde inde for hhv. skuespil og klassisk violin havde de to ikke meget tilfælles, da de første gang lavede musik sammen. Deres produktioner bevæger sig i grænselandet mellem R&B, pop og trap, mens en altomsluttende vokal kaster lytteren ind i deres inderlige sange. I november udgav duoen deres selvbetitlede debut-EP.

Kind mod Kind
Hvordan ville det lyde, hvis When Saints Go Machine og Medina fik et kærlighedsbarn med flair for techno? Kind mod Kind har lavet musik sammen i en håndfuld år. Nu har bandet fået hul på et musikalsk univers, som er helt deres eget - et univers fyldt med kontraster, hvor forsangeren Julius Amdisens inderlige falset danser henover mørke elektroniske produktioner, som på samme tid er dansevenlige og eftertænksomme. I september udgav Kind mod Kind deres selvbetitlede debut-EP

Cyd Williams
Med opløftende harmonier og et drømmende indiepop-lydunivers sætter sangskriver Cyd Williams ord på ungdommens år og drømmen om frihed. I 2020 debuterede han med soundtracks til de anmelderroste ungdomsserier CENTRUM, GRÆNSER og FLOKKEN. Cyd Williams har en emotionel slagkraft, som har vist sig at resonere dybt i ungdommen. I 2022 stod han bag endnu to soundtrackbidrag (SALSA og DRENGE) og har udgivet fire singler, blandt andet “Ud Igen”.

Debbie Sings
Debbie Sings var tidligere en del af trioen Jenny og har nu katapulteret sig selv ind på musikscenen som solokunstner. Hendes maksimalistiske udtryk blander hyperpop, punk og metal og sender efterskælv gennem publikum. Det er med vilje over-the-top og en stor fuckfinger til bløde mellemvarer. Formår du at hænge på, når Debbie Sings først river dine ører rundt, er belønningen en nærmest ekstatisk oplevelse for dine frontallapper.

Mona Moroni
Mona Moroni er en dansk popgruppe, der blev skabt ud fra en fælles kærlighed til dansk, silkeblød popmusik fra 80’erne. Duoen trækker tråde til nostalgiske børnefilm som Busters Verden, Gummi Tarzan og Zappa. Det er nostalgipop, der favner bredt og rammer både unge og gamle.

Fakta om koncerten:
VEGAs Udvalgte 2023 (DK)
Fredag den 27. januar kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 180 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til VEGAs Udvalgte 2023

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Kontakt

Bettina Balle

Bettina Balle

Pressekontakt PR Manager 33260955

Velkommen til VEGA!

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond.

Med tre adskilte koncertsale præsenterer VEGA et bredt musikprogram, der dækker mange forskellige genrer. Den store koncertsal, Store VEGA, har kapacitet til 1.550 gæster, Lille VEGA har plads til 500, mens Ideal Bar Live har plads til omkring 200 stående publikummer.

Årligt løber der omkring 350 koncertarrangementer af stablen i VEGA, og de +800 bands, der står på VEGAs scener, afspejler en målsætning om at finde den rette balance mellem nye talenter og mere etablerede navne indenfor rock, pop, soul, hiphop, elektronisk- og global musik samt præsentere publikum for diverse klubkoncepter. VEGAs tekniske udstyr, hvor særligt lydsystemet er af højeste kvalitet, garanterer en perfekt oplevelse.

VEGA råder over i alt 12 barer til servicering af publikum og musikere. VEGAs centrale placering på Vesterbro i København med Metro til døren og den tætte forbindelse til Sydsverige taget i betragtning, gør huset til et oplagt valg, når indendørskoncerter med internationale kunstnere skal planlægges.

VEGA
Enghavevej 40
1674 København V
Danmark