Gå til indhold
Marcus.wav - pressebillede
Marcus.wav - pressebillede

Pressemeddelelse -

Marcus.wav skruer på den musikalske termostat i VEGA

VEGA præsenterer

Marcus.wav skruer på den musikalske termostat i VEGA
Den 10. januar 2026 sætter Marcus.wav vinterbåndet på pause og lukker varmen ind i Store VEGA.

Sidste gang Marcus.wav lagde vejen forbi Enghavevej 40 var det for et stuvende fuldt Lille VEGA i 2021. Nu har musikeren atter sat kursen mod VEGA med sine produktioner, hvor følelses-, kærligheds- og natteliv smelter sammen til lyden af pop anno 2025.

Bevæbnet til tænderne med gode melodier, nærvær og et tekstunivers, der kan bløde alles frosne vinterhjerter op, træder musikeren den 10. januar 2026 op på scenen og varmer husets største sal op i en kold tid.

Koncerten i VEGA er en særegen mulighed for at opleve den fremadstormende sangskriver, da Marcus.wav har besluttet ikke at turnere i 2025. Derfor er koncerten i VEGA ret eksklusiv.

Om koncerten i Store VEGA fortæller Marcus.wav i en pressemeddelelse:

“Jeg har optrådt med de samme sange og det samme setup henover de sidste 4 år, og i takt med at jeg har vendt det hele på hovedet i forhold til min måde at lave og udgive musik på, så har jeg også lyst til at gøre det samme live. Det kræver tid og forberedelse, så jeg håber bare, at folk har lyst til at tage ind og se et brag af et liveshow i januar 2026, når vi er helt klar til det. Og indtil da, må man nøjes med at høre mig på internettet”.

Sidste år besluttede musikeren at udgive sin musik gennem det mindre indie-label Bon appétit!. På den måde vandt musikeren ejerskab over egne produktioner og fik fornyet kreativ frihed. Marcus.wav har senest høstet frugten af skiftet med singlerne “Det sker alt for tit” og “Forsvinde før min tid”. Førstnævnte single blev for nyligt udråbt til at være P3s Uundgåelige.

I 2020 bragede Marcus.wav gennem lydmuren med nummeret “Happy Life”, og allerede året efter gik popsnedkeren hele vejen i DRs Karrierekanon og fandt sig selv øverst på sejrsskamlen, da vinderen blev udråbt.

I årene efter er udgivelserne faldet som perler på en snor; særligt de musikalske samarbejder “Berlin” med USSEL, “Ung, Dum og Forelsket” med Mumle og albummet En sød lille én fra 2024 er blot et par højdepunkter fra musikeren.

Læs mere om og køb billet til koncerten

Fakta om koncerten:
Marcus.wav (DK)
Lørdag den 10. januar kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 230 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster.

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.

Kontakt

  • Mads Bedstrup

    Mads Bedstrup

    Pressekontakt Communications Manager