Pressemeddelelse -
Marie Key – intime og sensible poptoner i VEGA
VEGA præsenterer
Marie Key – intime og sensible poptoner i VEGA
Den 20. november byder den danske hitmager, Marie Key, dig med til en helt særlig aften i hendes stemningsfulde og humoristiske univers.
Marie Key arbejder for tiden på et nyt album sammen med produceren Andreas Sommer. Dette samarbejde har allerede kastet to sange af sig: Den friske popsang “Tænker på os to”, som udkom i september 2019, og den mere afdæmpede soulballade “Lille Insta” fra februar i år.
Marie Key spillede i 2019 en magisk intim solokoncert i Store VEGA, hvor hun fik tiden til at stå stille. Til november gør hun det igen, hvor versioner af de store hits som "Uden Forsvar" og ”Landet” – såvel som helt nye og endnu ikke udgivne sange bliver leveret med største sensibilitet og nærvær. Marie Key siger selv om sit nye soloformat:
“Det startede egentlig som et eksperiment med det her solo format. Jeg havde aldrig før optrådt alene på scenen, så jeg vidste ikke, om jeg ville synes om det. Men jeg kan virkelig godt lide det - det er faktisk kommet bag på mig, hvor godt jeg trives i den her meget enkle setting. Det er spændende at få lov at barbere sangene ned. Teksterne træder længere frem og jeg nyder at have god tid til at snakke mellem sangene. Publikum føles også tættere på og det er rart. Jeg varierer i sætlisten hver aften, hvilket giver solokoncerterne en uforudsigelighed, som er sjov og ny for mig.”
Hendes seneste album,Giganter,udkom i marts 2018, fik fem hjerter og følgende ord med i Politiken: “Marie Key har givet sig god tid, men resultatet er blevet både originalt og ørekælent. Musikken er en slags syntetiskR&B, hvor Marie Key viser, at årene som paradoksalt popidol har gjort hende til en sanger med meget større selvtillid.”
Fakta om koncerten
Marie Key (DK)
Fredag den 20. november, 2020 kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 350 kr. + gebyr
Billetsalget starter tirsdag den 22. september kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere om og køb billet til koncerten med Marie Key.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.