Gå til indhold
Mount Kimbie indtager Lille VEGA med nyt anmelderrost album

Pressemeddelelse -

Mount Kimbie indtager Lille VEGA med nyt anmelderrost album

VEGA & Beatbox Concerts præsenterer
Mount Kimbie indtager Lille VEGA med nyt anmelderrost album
Efter at have taget anmelderne med storm med debutalbummet Crooks & Lovers fra 2010 imponerer den engelske elektroniske duo Mount Kimbie nu igen med deres netop udgivne album. Fredag den 22. november kan danskerne glæde sig til at høre de to stærkt roste albums live i Lille VEGA.

Nyt album følger op på de fornemme takter
Duoen Kai Campos og Dom Makers andet album, der har fået titlen Cold Spring Fault Less Youth, udkom i mandags (27. maj) og ser ud til at kunne følge op på de fornemme takter fra debuten. Det nye udspil fra de kreative producere har foreløbig fået flotte 8/10 af musikmagasinet Uncut og 4/5 stjerner af den respekterede engelske avis The Guardian. Herhjemme har Soundvenue også uddelt 5/6 stjerner og karakteriserer albummet ved at sige ”…at Mount Kimbie stadig finder inspiration fra et overjordisk sted, som det er de færreste forundt adgang”.

Sammen med James Blake, som er en nær ven af duoen, har Mount Kimbie på deres tidligere udgivne ep’er og på debutalbummet været med til at definere den lyd, som senere er blevet kaldt ”post dubstep”. På deres nye album har Campos og Makers bevæget sig i en mere organisk og jordnær retning med inddragelse af flere traditionelle instrumenter og vokal. Stilen er dog stadig distinkt elektronisk, og udtrykket stadig dragende og atmosfærisk.

Lyt til nummeret ”You Took Your Time” feat. King Krule, der har været udvalgt som Top Track hos Soundvenue.

Bag et af 2010s bedste album
Da musikmedierne i slutningen af 2010/starten af 2011 skulle kigge tilbage på det forgangne års udgivelser, så var det ikke til at komme uden om Mount Kimbies fremragende debut. Crooks and Lovers optrådte således på over 30 ”Best of 2010”-lister, heriblandt hos NME, Mixmag, Pitchfork Media og Drowned In Sound. Albummet var desuden nomineret til The Guardians ”First Album Award”, og NME havde Mount Kimbie på en 22. plads på deres lister over 30 kunstnere, man skulle holde øje med i 2011.

Albummets paradoksale blanding af organiske klange og forarbejdede produktioner, på én gang dovne og energiske, i spændingsfeltet mellem det akustiske og det elektroniske, begejstrede musikanmelderne. Blandt de mange fine anmeldelser af albummet kan nævnes 4/5 af Uncut, 8/10 af Pitchfork, 8/10 af NME og 9/10 af Drowned In Sound.

Der er altså alt mulig grund til at sætte et stort kryds i kalenderen denne fredag i november, hvor du for blot 120 kr. + gebyr kan opleve et af de seneste par års mest interessante navne på den elektroniske scene.

Læs mere om Mount Kimbie.

Fakta om koncerten
Mount Kimbie (UK)
Fredag den 22. november kl. 21
Lille VEGA, Enghavevej 40. 1674 Kbh. V
120 kr. + gebyr
Forsalget starter fredag den 31. maj via VEGAs hjemmeside, Billetlugen og i Fona-butikker.
Læs mere og køb billet til koncerten med Mount Kimbie i Lille VEGA.


Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Kontakt