Pressemeddelelse -
NewDad river VEGA itu med tornespids shoegaze
VEGA & Smash!Bang!Pow! præsenterer
NewDad river VEGA itu med tornespids shoegaze
Med ny EP markerer irske NewDad en raffineret tilgang til drømmende shoegaze-rock. Den 5. oktober spiller de dansk headliner-debut i Lille VEGA.
Med tekster, der som tornene på en rose er klar til at stikke og rive hul på huden, har irske NewDad betaget publikum verden over og har efterladt et uudsletteligt indtryk på anmelderne. Galway-gruppen er tilmed blevet udråbt som Irlands helt store guitarhåb for deres mørke shoegaze-lyd og smerteafsøgende sangtekster.
Med tydelige referencer til Wolf Alice, Pixies og Garbage sparkede NewDad i 2024 døren ind til den internationale musikscene med det anmelderroste debutalbum Madra. I 2025 er de igen aktuelle med EP'en Safe.
Safe markerer en ny modenhed for bandet, der har poleret drømmeelementerne af og strammet guitarriffene op. På opfølgeren fortsætter de deres udforskning af hjertets mørkeste kamre i et dragende og råt univers. Synthesizeren har fået en fast plads i lyduniverset, og bandet træder dermed et skridt væk fra deres grungede og sørgmodige udtryk på Madra.
Med ungdommelig fandenivoldsk energi og en stram produktion har NewDad givet deres vante referencer fra fortiden et nutidigt udtryk, som de brager gennem Lille VEGA med den 5. oktober.
Fakta om koncerten:
NewDad (IE)
Søndag den 5. oktober kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 200 kr. + gebyr.
Billetsalget starter den 19. juni kl.10.00 via vega.dk, sbp.dk og Billetlugen.
Læs mere om og køb billet til koncerten her.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.