Pressemeddelelse -
Sampa The Great mærker dig med hjemsøgende rap
VEGA & smash!bang!pow! præsenterer
Sampa The Great mærker dig med hjemsøgende rap
Den 31. oktober serverer Sampa The Great rap til både hovedet og fødderne, når hun indtager Lille VEGA.
Zambiske Sampa Tempo har under kunstnernavnet Sampa The Great rappet sig til en solid plads på tronen af transkontinental rap. Hun har krydset flere kontinenter i løbet af sin karriere, som startede med en fødsel i Zambia, en opvækst i Botswana og en flytning til USA før hendes kunstneriske gennembrud skete i Australien.
Senest har hun netop udgivet to nye singler i form af “Never Forget” og “The Lane feat. Denzel Curry”. Sidstnævnte er en drømmende, men målrettet sang, der ledsages af en gribende video.
Tempos opbrudte tilværelse var et tydeligt omdrejningspunkt på albummet, The Return fra 2019. Sangene kredser om emner som identitet, spiritualitet, hjemve og frihed. Hendes selvsikre og stramme rap guider lytteren gennem et mix af rap, jazz, afrobeat og neo-soul. Sangene passer ikke ind i en kendt genre-kasse, og de bruger lige så meget tid på dansegulvet som på biblioteket.
På albummets anden sang “Freedom” får hun for alvor lytterens opmærksomhed gennem sin selvsikre og afslappede ord-levering. “Times Up” og “Heaven” læner sig ind i 90’ernes hiphop historie, men er hele tiden fokuseret på at kigge frem ad både i budskab og beats. Beats som ofte afviger fra det man kunne forvente af genren. På albummets titelsang bliver teksten badet i et trip-hop ekkokammer med et nik til Portishead. De skæve beats giver nummeret en mørk, skarp kant mod albummets slutning.
Fakta om koncerten:
Sampa The Great (ZM)
Mandag den 31. oktober kl. 20.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 185 kr. + gebyr
Billetsalget starter mandag den 4. juli kl. 11.00 via vega.dk, smashbangpow.dk og Ticketmaster.
Læs mere og køb billet til koncerten med Sampa The Great.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.