Pressemeddelelse -
Ska-punk-bandet Reel Big Fish kommer til VEGA med en ny omgang festrock
VEGA og Live Nation præsenterer:
Ska-punk-bandet Reel Big Fish kommer til VEGA med en ny omgang festrock
Californiske Reel Big Fish kommer til Lille VEGA med deres første nye materiale i fem år. Her er de klar til igen at levere en festlig og højenergisk koncert lørdag den 30. marts.
Første album i fem år
Denne sommer er Reel Big Fish vendt tilbage med deres første album med nyt materiale i fem år, Candy Coated Fury. Albummet er deres syvende i alt, og musikalsk er bandet vendt tilbage til begyndelsen og den stil, der herskede på deres to første albums.
Her er festlig ska og poppunk for alle pengene med sarkastiske tekster fra frontmand Aaron Barrett, som på “I Know You Too Well to Like You Anymore”. Stadig er der rigelig af trompet og hurtige rytmer på albummet, hvor bandets forkærlighed for 80’er-helteguitar også spiller en rolle.
Bitre kærlighedssange og ikoniske covers
Ifølge bandet selv er det især ét tema, der fylder på Candy Coated Fury: Bitre, hadefulde kærlighedssange. Det kan høres i titler som “P.S. I Hate You” og “I Dare You to Break My Heart”, der leveres med god humor og et sarkastisk glimt i øjet.
Reel Big Fish er også kendt for sine ska-covers af store 80’er-hits, der startede med det skrupskøre og yderst festlige cover af Ahas “Take on Me”. Traditionen holdes i hævd på det nye album, hvor der selvfølgelig også er lignende covers at finde. Denne gang er det “skaificerede” udgaver af Wonderstuffs “Don’t Let Me Down Gently” og When in Romes “The Promise”.
Blandt 90’ernes store ska-punk-navne
Reel Big Fish brød igennem i 1997 med den ironiske single “Sell Out”, hvis farverige og humoristiske video hittede på MTV. Med deres energiske ska-punk red det californiske band på samme musikalske bølge som No Doubt og Sublime og blev hurtigt et fast indslag, når der skulle danses til college-fester på tværs af USA.
På scenen er Reel Big Fish kendt for stadig at kunne levere en fest, om det så er på et college i Californien eller på scenen i VEGA, som de sidst besøgte i 2009.
Fakta om koncerten
Reel Big Fish (US)
Lørdag den 30. marts kl. 21
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh V
175 kr. + gebyr
Billetsalget starter onsdag den 21. november via VEGAs hjemmeside, BilletNET og på posthuse.
Læs mere om koncerten med Reel Big Fish i Lille VEGA
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 250 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.