Pressemeddelelse -
Slip sanserne løs i VEGA LAB
VEGA præsenterer
Slip sanserne løs i VEGA LAB
I dag kan Art Hub Copenhagen x VEGA|ARTS præsentere VEGA LAB, der åbner op for helt nye måder at opleve musik og lyd på.
Med VEGA LAB bliver der dedikeret et rum i VEGA til at eksperimentere og lege med immersiv lyd, der kigger ind i fremtiden. Hvad kan lyd være, og hvordan påvirker nye teknologier lytterens oplevelse af lyd og musik?
VEGA dykker ned i helt nye måder at opleve koncerter - både live og transmitterede i løbet af efteråret. Vi har inviteret en række spændende danske artister indenfor i VEGA LAB, hvor vores gæster kan opleve interaktive udstillinger.
VEGAs Programchef Lene Vive Christiansen fortæller:
“Med VEGA LAB bliver der skabt plads til at udvide grænser og et udviklingsrum, der konstant kigger fremad. Visionen er at favne de artister, der arbejder ved siden af og udenfor den gængse turnécirkel samt muligheden for i stærkere grad at arbejde på tværs af kunstgenrer. Vi vil med dette projekt både inspirere og facilitere, hvilket også betyder, at muligheder for nye talenter på scenen kan få den nødvendige hjælp til at komme i gang.”
Vi starter eksperimenterne den 14. oktober til en fernisering af Mark Tholander, der arbejder i et krydsfelt mellem film og musikproduktion. I VEGA LAB kan du opleve hans video- og lydinstallation, som præsenterer et animeret narrativ.
Værket er dels musikalsk, dels komposition – og dels komedie. Musicalen er en central del af værkets tilblivelse, især det rytmiske, hvor Mark Tholander på en konceptuel måde brugte metronomen til at konstruere scenerne.
Værket er en blanding af forskellige animationsteknikker: en hybrid out-of-sync animationsmetode. Karaktererne er ikke kun ude af takt med hinanden, men også ude af takt med sig selv.
VEGA LAB giver publikum adgang til nye oplevelser og musikere adgang til teknologien og muligheden for at eksperimentere og afsøge nye måder at komponere på. Vi glæder os til at byde dig velkommen.
Ambitionen for VEGA LAB vil være at platformen og rummet arbejder sideløbende med VEGAs almindelige koncertprogram, men også i synergi, hvor turnerende artister inviteres ind.
Program for VEGA LAB
Oktober: Du kan opleve værker af Mark Tholander.
November: Du kan opleve værker af SØSTR:
Med SØSTR-værket arbejdes der specielt med audio 360 immersiv lydspektret ml. lydkunst og popmusik i samarbejde med Eric Raynaud aka Fraction (Technologist & kunstner) og Louise Lessel (Visuel kunstner fra NYC)
December: Du kan opleve værker af Simon Littauer:
Simon Littauer undersøger og kommenterer på den kulturelle kapital, som har flyttet sig til influencere og streamingtjenester i fremtiden, hvor musikken bliver genereret til lytteren og ikke er skabt af en komponist og ejerskab via NFT’er. Simon Littauer inviterer flere gæstesolister ind, bl.a. Troels Abrahamsen, OPTIKA og visuelle kunstnere.
Info:
VEGA LAB præsenterer: Mark Tholander
Den 14. oktober 2022 kl. 16.00: Åbningsreception.
Åbningstider: fredag, lørdag, søndag til og med den 6.11.22
21.10 til 23.10 - kl. 12-15
28.10 til 30.10 - kl. 12-15
4.11 - kl. 12-15
5.11 til 6.11 - kl. 12-20 (åbent til VEGA Arts koncert i Lille VEGA)
Indgang ved siden af Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 Vesterbro.
Læs mere om VEGA LAB på vega.dk
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.