Pressemeddelelse -
The Blue Van fylder ny rockbenzin i tanken
VEGA præsenterer
The Blue Van fylder ny rockbenzin i tanken
Efter en længere pause fra studiet er de nordjyske rockdrenge fra The Blue Van snart klar med ny musik. Den 7. februar vender de for sjette gang tilbage til Lille VEGA og spreder varme på en kold vinterfredag.
I foråret 2019 har fans af det 60’er-inspirerede rockband, The Blue Van, kunne fejre genudgivelsen af bandets gennembrudsalbum Man Up ved en række koncerter rundt i Danmark. Albummet fik stor succes, da det udkom i 2008 med hit-singler som ”Silly Boy” og titelsangen ”Man Up” og satte dengang for alvor The Blue Van på landkortet som et af Danmarks bedste livebands.
Nu er bandet igen gået sammen om at spille koncerter og indspille ny musik, der forventes ude i starten af 2020. The Blue Van har uden tvivl - langsomt men sikkert - arbejdet sig til stor succes og anerkendelse. Hvilket bl.a. skyldes bandets evne til gang på gang at skabe de vildeste rockfester. Bandet har udtalt:
”Vi vil være hvor vores fans er og give dem hvad de bedst kan lide, og hvad de har brug for. Vi vil inspirere dem, ligesom de inspirerer os”.
Sammen spiller de melodisk, dansevenlig rock, ofte i midt-tempo. I begyndelsen af deres karriere, i start-, midt-00’erne, var 60’er blues-inspirationen tydelig med masser af orgel, men nu dyrker bandet en mere tidløs rocklyd.
The Blue Van udgav i starten af 2018 en plade med deres back-to-basics projekt, The Van, der affødte et album og en Danmarksturné:
”The Van handlede om at lave en plade, som var et 100 % ’do it yourself’ projekt for igen at føle nerven, magien og evnerne til at groove sammen. Vi havde behov for at mærke, at sammenspillet var intakt og bevise vi kunne lave en fed vinyl i øveren på egen hånd. Samtidig blev The Van en musikalsk legeplads, som lærte os en masse ting, som vi nu kan ta' med over i The Blue Van regi”.
Fakta om koncerten:
The Blue Van (DK)
Fredag d. 7. februar kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 175 kr. + gebyr
Billetsalget starter tirsdag den 15. oktober kl. 10.00 via vega.dk og Ticketmaster.
Læs mere om og køb billet til koncerten med The Blue Van.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.