Gå til indhold
Christian Falsnaes og Martin Forsberg: FALL, 2017

Pressemeddelelse -

​VEGA|ARTS: Pussy Riot + Christian Falsnaes

VEGA præsenterer:
VEGA|ARTS: Pussy Riot + Christian Falsnaes
Der er frontalangreb på magtbalancerne, når performancekunstneren Christian Falsnaes og Pussy Riot indtager Lille VEGA den 23. november.

Magt – og især den styrende og destruktive – opererer ofte i det skjulte. Det er dens natur og dens mulige eksistens. Samtidskunsten er et af de vigtige rum i vores kultur for blottelse og konfrontation af sådanne magtforhold og -strukturer i vores samfund, der skaber ulighed og uretfærdighed.

VEGA|ARTS præsenterer på denne aften den 23. november to performances der som deltagerbaseret performanceværk og performance-koncert iscenesætter, konfronterer og involverer os i magtens natur og en mulig konfrontation.

Med den danske performancekunstner Christian Falsnaes samt det russiske, aktivistiske kunstnerkollektiv og band Pussy Riot er der tale om værker og kunstneriske metoder, der vil have os til at enten underkaste os eller konfrontere magten – og særligt, reflektere kritisk over vores egen rolle og adfærd i mødet med den.

Christian Falsnaes er en dansk performance-kunstner, uddannet i Østrig og bosat i Berlin. Han skaber publikums-inddragende situationer, hvor video, udstillingsrum og betragter er flettet sammen i performances, der udforsker rituel og kollektiv adfærd. Inspireret af billedproduktion til kunst, film og sociale medier, skaber Falsnaes og performer Minni Mertens sammen med publikum performanceværket PARTY, der efterfølgende vil blive udstillet på VEGA. Alle tilstedeværende tager del i den kollektive proces og bliver hermed en del af PARTY.

Værket undersøger billeders værdi, samt de magtforhold der er indlejret i deres produktion.

Se en video fra en af kunstnerens seneste værker.

Pussy Riot er en ganske anden sag og synliggører – med livet som konstant indsats – de indlejrede og korrumperede magtforhold i deres russiske hjemland, hvor de taler den etablerede og ortodokse magt ret imod. Som en maskeret, mangehovedet og konstant morfende, kollektiv krop går de på scener, gader og skærme for at synliggøre kritiske forhold, der kræver international bevågenhed. Og det har Pussy Riot fået, men tag ikke fejl. De går ikke på scenen for berømmelsens eller den musikalske oplevelses skyld. De står der for at åbne vore øjne, mobilisere til kollektiv handling og ændre vores adfærd. Og med Donald Trump ved roret i USA har kollektivet fået ny benzin på det magtkritiske og feministiske bål. Denne video illustrerer vist det forhold.

Til deres show i VEGA præsenterer kollektivet det svidende, politiske projekt Riot Days. Riot Days er et mix af musik, dokumentaroptagelser og syngende politiske lussinger baseret på Maria Alyokhinas memoirer af samme navn. Her et uddrag fra Maria Alyokhina's statement:

"If you can change something, you definitely need to start with indifference. Some political impotents assert that we have no voice and choice. We have a voice. We have a choice."

Efter Pussy Riot fortsætter aftenen først med storladen, klimaorienteret instrumental-rock i form af The Shaking Sensations, og senere ‘subkosmisk' post-metal med Late Night Venture.

Programmet for aftenen:
18.00 Fernisering og introduktion til kunstnerne og VEGA|ARTS i Salonen

19.30 Performance med Christian Falsnaes: PARTY

20.30 Performance-koncert med Pussy Riot: Riot Days

22.00 Koncerter med The Shaking Sensations + Late night Venture

Om VEGA|ARTS:
VEGA|ARTS er et nyt visionært initiativ, der kobler Danmarks vigtigste spillested med ambitiøs og grænsesøgende samtidskunst i en undersøgelse af hvilke kunstneriske oplevelser brudfladerne mellem de kunstneriske felter og publikum kan generere. Over en etårig periode (maj 2019 til maj 2020) vil VEGA|ARTS inkludere performances, installationer, udstillinger, talks, workshops og tematiske greb, der over en aften eller weekend kobler samtidskunstens hybride og performative praksisser med koncertens intense, intime og kulturelle rum.

De deltagende kunstnere er: Kristoffer Akselbo, Sidsel Christensen (NO), Lilibeth Cuenca Rasmussen, Sophie Dupont, Jeannette Ehlers, Christian Falsnaes, Jenny Gräf Sheppard (DK/US), Kosmologym (DK/US/UK/NO), Jakob Kudsk Steensen, Marie Kølbæk Iversen, Ragnhild May, Ursula Nistrup, Hans Rosenström (FIN), Helle Siljeholm (NO), Søren Thilo Funder, Tori Wrånes (NO), YOKE

Kontakt Matthias Hvass Borello eller Lene Vive Christiansen for interviewaftaler, yderligere oplysninger eller uddybende kommentarer. Matthias Hvass Borello: M: +45 23 39 46 40, E: mhb@vega.dk / Lene Vive Christiansen: T: +45 33 26 09 52, M: +45 20 40 33 59, E: lene@vega.dk – Se mere her:www.vega.dk

VEGA|ARTS er realiseret med støtte fra Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Augustinus Fonden og Nordisk Kulturfond. 

Related links

Emner

Kategorier


VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Kontakt

  • Thomas Thy

    Pressekontakt Communications Manager
  • Søren Gaden

    Pressekontakt Kommunikationschef 20636412
  • Mads Bedstrup

    Pressekontakt Communications Manager
  • Ditte Lindblad

    Pressekontakt Communications Assistent