Pressemeddelelse -
VEGA og COPENHELL præsenterer de seks bands på When COPENHELL Freezes Over 2026: Hvem får det næste store gennembrud?
VEGA og COPENHELL præsenterer de seks bands på When COPENHELL Freezes Over 2026: Hvem får det næste store gennembrud?
Den 31. januar forvandles VEGA til epicenteret for næste bølge af rock- og metalnavne, når When COPENHELL Freezes Over 2026 åbner porten til Store VEGA, hvor to scener præsenterer det bedste fra den hårde danske musikscene lige nu: TROLD, ST. DIGUE, SUNKEN, DANEFAE, THUS og COLD CULTURE.
COPENHELL og VEGA præsenterer for 13. gang seks danske bands, som de mener har potentialet til at bryde langt ud over landets grænser. COPENHELL og VEGA har med stort fokus på vækstlaget arbejdet sammen om at bygge den affyringsrampe, der har været med til at skyde navne som blandt andet BAEST, EYES og Neckbreakker af sted mod udlandet.
De næste seks bands spiller på hjemmebane i VEGA, og i samarbejde med MXD er der udvalgt et meget kompetent hold af internationale branchefolk bestående af pladeselskaber, managements, agenturer, internationale festivaler og andre centrale aktører på den europæiske rock- og metalscene, som er inviteret til at møde og opleve alle seks bands sammen med et headbangende publikum. Den danske metalscene lider stadig af vokseværk, kvaliteten er tårnhøj, og gang på gang viser de danske bands deres evne til at bryde grænser og opnå international status – og det skal vises frem!
I 2026-udgaven af When COPENHELL Freezes Over kan du opleve:
TROLD
TROLD er ikke bare et band – de er et levende eventyr. Musikken er smedet af bark, blod og buldrende toner, og de stiger op af mulden med instrumenter i favnen og latter i hjertet. Det er folk metal med horn i både panden og i hånden, og episke fortællinger serveret med glimt i øjet og skum i skægget.
ST. DIGUE
Med sin unikke blanding af elektronisk darkwave og industrial rock har ST. DIGUE siden 2020 sendt chokbølger gennem den københavnske undergrundsscene. Gruppen er bevæbnet med maleriske synthesizere, dunkende trommemaskiner og primale skrig, og maler et levende og barskt billede af traumer, fremmedgørelse og selvdestruktion.
SUNKEN
Det atmosfæriske black metal-band SUNKEN har siden 2012 udfoldet deres mørke og melankolske lydlandskaber. Bandet har med en lyd, der bevæger sig mellem det voldsomme og det æteriske, opbygget et stærkt ry for deres intense og følelsesladede udtryk – og for deres både altomfattende og intense liveshows.
DANEFAE
DANEFAE er et band, hvor tillægsordet ”særegent” nok er en underdrivelse. Med det ene ben i den danske sangskat og et andet i moderne progressiv rock er det næppe en lyd, du finder mange andre steder på planeten. Nogle gange er den voldsomt eksplosiv, andre gange med små åbninger ind til det nære og stille, men altid fremført med dyb oprigtighed og indlevelse.
THUS
Pas på trommehinderne, for her kommer THUS: Et spritnyt og kampklart metalband fra Århus, der udfordrer den danske metalscenes konventioner med progressive riffs, komplekse rytmer og melankolske melodier i en original og moderne fortolkning af skandinavisk dødsmetal.
COLD CULTURE
Det fremadstormende danske band COLD CULTURE har rystet post-hardcore-fundamentet herhjemme med deres unikke elektronisk inspirerede tilgang til den hårde musik. Bandet brød igennem med deres debut-EP Afterthoughtsi 2023, og de er med en hurtigt voksende fanskare og et ry for at levere intens, følelsesladet musik godt på vej til at blive et fremtrædende navn på metalscenen.
Fakta om koncerten:
When COPENHELL Freezes Over 2026 (DK)
Lørdag d. 31. januar 2026 kl. 19:00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V –
Billetpris: 250kr + gebyr.
Billetsalget starter fredag den 21. november kl. 10:00 via vega.dk, copenhell.dk og Ticketmaster.dk.
Læs mere om og køb billet til koncerten When COPENHELL Freezes OVER 2026 her.
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.