Pressemeddelelse -
De første borgere vaccineres i det lokale vaccinationscenter i Vejen Kommune den 12. april.
Region Syddanmark er klar til at vaccinere lokalt i et samarbejde med Vejen Kommune. Vaccinationer i Vejen Kommune foregår i Troldesalen, Jacob Gades Allé 1 i Vejen.
Mandag den 12. april kan ca. 400 borgere blive vaccineret mellem kl. 8.30-20.00.
Borgere, der har modtaget en invitation til at blive vaccineret med Pfizer Biontech, har stadig mulighed for at bestille en tid til vaccination mandag den 12. april.
Som borger skal man tjekke sin e-Boks for invitation til vaccination, og hvis man ønsker at blive vaccineret, bestiller man to tider til første og anden vaccination på www.vacciner.dk.
Mange borgere kan klare opgaven selv, eller har pårørende der kan hjælpe med at bestille tid. Men er man inviteret til vaccination og ikke har pårørende, der kan hjælpe med eventuelle problemer med tidsbestilling, så er man velkommen til at kontakte Vejen Kommunes hotline på 79966420.
Når man ankommer til vaccination er det vigtigt at møde til tiden, men helst ikke før 10-15 minutter inden vaccinationstidspunktet. Man skal huske mundbind og man skal have sit sygesikringsbevis klar til at vise på opfordring. Man skal vaccineres i skulderen, så det er en god ide at tage løst tøj på frem for en stram skjorte eller langærmet kjole.
Hyppigheden af vaccinationsdage er meget afhængig af leverancen af vacciner og derfor er der på nuværende tidspunkt mulighed for at få vaccinationer i Vejen Kommune hver fredag kl. 9.00-15.00.
Efter generalprøven den 12. april, vil der blive vaccineret på følgende dage i april måned:
- Fredag den 23. april kl. 9.00-15.00
- Fredag den 30. april kl. 9.00-15.00 (St. Bededag)
Så snart der leveres flere vacciner udvides der med flere vaccinationsdage. På Vejen Kommunes hjemmeside bliver der løbende opdateret med information, se mere på www.vejen.dk.
Emner
Kategorier
Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.
Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.
Vejen Kommune