Gå til indhold
Flere cyklister er tilbage på vejene: Se dig ekstra godt for i krydset

Pressemeddelelse -

Flere cyklister er tilbage på vejene: Se dig ekstra godt for i krydset

De fleste cyklistulykker i trafikken sker i et vejkryds. Nu vil Vejen Kommune og Rådet for Sikker Trafik have bilisterne og cyklisterne til at holde bedre øje med hinanden, hver gang de kører ud i et kryds.

Samfundet er på vej tilbage til normale tilstande, og at de store folkeskoleelever igen har fået lov til at komme i skole er med til at øge mængden af cyklister på vejene. I takt med at flere svinger sig op på cyklen og ud i trafikken, så stiger antallet af cyklistulykker desværre også, viser tal fra Vejdirektoratet.

Det kan og skal der gøres noget ved, fastslår Vejen Kommune, som er gået sammen med Rådet for Sikker Trafik for at gøre trafikken mere sikker for cyklisterne. Med kampagnen “Brug 2 sek. mere på at orientere dig i krydset" (https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/brug-2-sek-mere) opfordrer man både bilister og cyklister til at holde bedre øje med hinanden, når man kører ind i et vejkryds. For syv ud af ti gange, hvor en cyklist kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken, sker det i et vejkryds.

- Alle trafikanter kan være med til at forebygge ulykker. Hvis vi udviser ekstra opmærksomhed og lige bruger et par sekunder ekstra på at orientere sig, inden man kører ud i et kryds, så kan vi alle være med til at gøre det mere sikkert at færdes i trafikken, konstaterer Vagn Sørensen, formand for udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune.

Fra 2014 til 2018 er der sket 186 alvorlige trafikulykker med dræbte eller alvorligt tilskadekomne cyklister i Syd og Sønderjylland. Af de 186 ulykker skete 133 af dem i et kryds, hvilket svarer til 72 procent.

Ulykker kan have alvorlige følger

For at få antallet af cyklistulykker ned vil både bilister og cyklister i de kommende uger møde budskabet ”Brug 2 sek. mere” på gule plakater langs veje og cykelstier og malet på asfalten i flere byer. Kampagnens budskaber vises også på busser i de største byer og på sociale medier.

En undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik har vist, at det har en effekt. Alene plakaterne og kampagnebudskaberne malet på vejen får syv ud af ti cyklister og bilister til at se sig bedre for, når de skal køre gennem et vejkryds. Og det er der brug for.

Hvert år er der i gennemsnit 550 cyklister, der enten kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken. De fleste af dem i et vejkryds, viser tal fra Vejdirektoratet. Og årligt er der omkring 15.000 cyklister, der må en tur på skadestuen efter et trafikuheld. Det svarer til flere end 300 cyklister hver uge.

- Det kan have store, menneskelige omkostninger, hvis man som cyklist kommer ud for en ulykke. Et styrt i asfalten kan betyde, at man brækker knogler eller måske slår sit hoved voldsomt, hvilket kan have følger i mange år efter ulykken. Der skal så lidt til, for at en ulykke sker. Men der skal også meget lidt til, for at den ikke sker, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Billedtekst:Krydset Fuglsangsallé/Præstevænget er med 12.000 daglige biler et af Vejens mest trafikerede. Der er i perioden 2015-2019 registreret 10 uheld i krydset, heraf tre uheld involverede en cyklist. En enkelt af de tre involverede cyklister kom til skade i uheldet. To af de tre uheld med cyklister var højresvingsulykker, hvor en højresvingende bil påkørte en ligeudkørende cyklist. 

Gode råd til cyklister:

  • Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
  • Vær opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra.

Gode råd til bilister:

  • Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
  • Vær opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.
  • Sænk farten.

Sådan sker de fleste ulykker i et kryds:

På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan du se de fem mest almindelige ulykker i vejkryds: https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/brug-2-sek-mere?id=15337#15337

Fakta: Syv ud af ti gange, hvor en cyklist kommer alvorligt til skade eller mister livet i trafikken, sker det i et vejkryds.

Kategorier


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Vagn Sørensen

Byrådsmedlem Udvalgsformand, Teknik og Miljø 40289354

Liv Kofoed-Jensen

Seniorprojektleder, Råder for Sikker Trafik 25727110

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark