Gå til indhold
Familien Lund og Halldórsson faldt pladask for Jels.
Familien Lund og Halldórsson faldt pladask for Jels.

Pressemeddelelse -

I 2020 blev der solgt byggegrunde i Vejen Kommune som aldrig før

Tilflyttere til kommunen er især faldet for Jels

En af succeshistorierne fra 2020 er den ekstraordinære store efterspørgsel, der var på byggegrunde i Vejen Kommune. Gennem de senere år har der grundlæggende været godt gang i salget, men 2020 har toppet med 59 solgte grunde fordelt på Vejen (33), dernæst Jels (12), Brørup (4), Holsted (4), Rødding (2), Andst (1), Bække (1), Glejbjerg (1) og Hovborg (1) mod i alt 31 i 2019.

Som noget nyt, har især Jels, været på folks nethinde. I 2020 er salget steget med hele 300 procent med 12 solgte grunde i 2020. Rikke Gaarde Andersen, der er salgsansvarlig i Teknik & Miljø forstår godt, hvorfor Jels hitter blandt køberne:

  • -Jels har en god placering mellem Vejen, Vamdrup og Vojens, så oplandet er stort, hvilket vi også kan se, da det ikke kun er kommunens egne borgere, der flytter hertil. Jels tilbyder borgerne en enestående natur, en god skole og daginstitution, læge og tandlæge, fine indkøbsmuligheder og ikke mindst et godt foreningsliv. I Jels har man det til fælles, at man vil hinanden.

Jels kan noget mere

Køberne i Jels ved, at de ikke blot køber en boliggrund. De køber en del af noget større. Det har familien Lund og Halldórsson fra København og Reykjavik også konstateret. Noget af det, som familien vægtede højt, var gode tilbud til deres børn, masser af natur, handlemuligheder og et godt foreningsliv. Det lyder som noget, man kan få de fleste steder, men efter at have besøgt området, talt med lærere og pædagoger, afprøvet indkøbsmulighederne og talt med de kommende naboer i Jels, følte de sig hjemme.

  • -Jeg troede aldrig, at jeg kunne lokke min islandske mand med til Sønderjylland, hvor mine forældre bor. Men det var faktisk ham, der valgte Jels fortæller Jenný Lára Lund. Allerede fra første gang han badede i Jels sø, følte han, at Jels er et helt unikt sted. Måske fordi vi ikke er vant til, at man bare kan hoppe i en sø midt inde i byen, og når han ikke kan bade i de varme kilder, så er søen et godt alternativ.

Selvom familiens hus ikke er færdigbygget endnu, føler de, at de har vundet i lotteriet.

  • -Vi glæder os til snart at blive en del af Planetparken og en del af det gode foreningsliv, som vi både ser og hører meget om fra vores naboer. Vi glæder os til at gå ture i skoven, løbe rundt om søen og generelt bare at nyde alt den smukke natur, som Jels er omgivet af. Jeg glæder mig især til at vinterbade og pigerne glæder sig allermest til at bo tæt på deres nye legekammerater, slutter Magnús Halldórsson af.

Kommende boliggrunde

Der er nye boliggrunde på vej flere steder i Vejen Kommune, og selvom der jævnfør kommunens boligudstykningsstrategi 2020-2024 går nogle år endnu, før der igangsættes en undersøgelse om en ny lokalitet for byggegrunde i Jels, er der lys forude.

  • -Vi ved, at lokalrådet i Jels er interesseret i flere boliggrunde, og det med god grund, da Jels er et populært område. Derfor er der også en ny udstykning på vej. Med 21 boliggrunde tilbage i Jels, er der dog plads til, at stadigt flere kan bosætte sig der, forsikrer Vagn Sørensen, der er formand for Udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune.

Vejen Kommune oplyser yderligere, at 2021 starter positivt ud. Årets første dage har allerede budt på tre handler i henholdsvis Vejen, Rødding og Holsted. 

Kategorier


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Vagn Sørensen

Byrådsmedlem Udvalgsformand, Teknik og Miljø 40289354
Peter Hansen

Peter Hansen

Afdelingschef, teknik og miljø 79966200

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark