Pressemeddelelse -
Interesse for at bygge på Niels Skovgaardsvej i Vejen Syd
Ud af i alt 23 byggegrunde er der i første omgang solgt otte på kommunens nyeste udstykning. Så der er stadig muligheder, hvis der er borgere, der ønsker at bygge nyt i Vejen Kommune og nu også i Vejen Syd. Det nye område er ved at være færdiganlagt, og køberne kan overtage deres byggegrund den 3. januar 2022.
Vejen Kommune har i alt solgt 42 byggegrunde i 2021 – dermed er salget af de kommunale byggegrunde fortsat oppe på et højt niveau. Topplaceringen er Vejen og Jels med henholdsvis 12 og 11 grunde samt Holsted og Rødding, hvor der er solgt seks grunde i hver by. Dernæst følger Brørup med fem grunde samt en i Andst og en i Glejbjerg.
Sidste år havde Vejen Kommune et rekordhøjt salg på 59 byggegrunde, dog der er flere årsager til, at de ikke rammer samme høje niveau som i 2020. Det kan blandt andet skyldes, at der er solgt 58 byggegrunde på den private udstykning Poul la Cours Vej i Askov. Samtidig vurderer kommunen, at det høje prisniveau på materialer, og udfordringen med at det er svært at få håndværkere, er med til at borgerne er afventende.
Nye udstykninger på vej
I 2021 har der været en ekstraordinær stor efterspørgsel på byggegrunde i Holsted og Rødding. Derfor er udvidelsen af boligudstykningen på Overmarken i Holsted rykket frem fra 2023 til 2022. I forbindelse med udvidelsen er der foretaget arkæologiske undersøgelser af arealet af Museet Sønderskov, der ovenikøbet har gjort flotte fund undervejs i forløbet. Arealet er klar til byggemodning i januar, og Vejen Kommune forventer, at de seks til syv byggegrunde kan udbydes til salg i slutningen af april med overtagelse i juni 2022. Derudover arbejdes der fortsat på kommende udstykninger i både Læborg, Gesten og Glejbjerg.
Vejen Kommune fastholder målet om at få 44.000 borgere til kommunen i 2025. Derfor glæder det borgmester Egon Fræhr, at interessen for at købe både private og kommunale parcelhusgrunde samlet set har været stor i 2021. Samtidig er det også positivt, at private udlejere samt boligselskaber investerer og bygger nyt. Det giver et større udbud af lejeboliger og almene boliger, hvor der er nye muligheder i Vejen og snart i både Brørup og Rødding, hvor lejlighederne er indflytningsklare i 2022.
- Når erhvervslivet vækster, er det vigtigt for os, at vi har et bredt udbud af attraktive boliger til salg eller leje. Derfor er det dejligt, at mange lokale borgere vælger at blive i kommunen og bygge nyt, men at vi også kan fornemme, at nye tilflyttere vælge at bosætte sig her, fastslår borgmester Egon Fræhr.
Tæt lav bebyggelse
Udover de 42 byggegrunde er der solgt to områder til tæt/lav bebyggelse. Det betyder, at der kan bygges projekter med rækkehuse, dobbelthuse, kædehuse eller lignende tæt/lav bebyggelse. De to områder er henholdsvis delområde 1 på Kongstedgårds Alle i Vejen. Her er solgt et areal på ca. 15.000 m2, hvor bygherre planlægger et projekt bestående af 30 boligenheder. Derudover er der solgt en del af Barsbøl Søndermark 13 i Jels på ca. 3.000 m2, hvor der planlægges at opføre seks boligenheder.
Billedtekst
Byggemodningen er ved at være færdig. De otte grunde overtages den 3. januar 2022.
Emner
- Kommunal service
Kategorier
- kommunaludstykning
- byggegrunde
- byggemodning
Regions
- Vejen
Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.
Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.
Vejen Kommune