Gå til indhold
Julefrokosttid: Sæt dig ikke bagved rattet, hvis du har drukket

Pressemeddelelse -

Julefrokosttid: Sæt dig ikke bagved rattet, hvis du har drukket

De seneste år er der ikke registreret nogen sprituheld med personskade i Vejen Kommune i julemånederne. Dermed afviger Vejen Kommune positivt fra det generelle uheldsbillede i julemånederne i Syd-og Sønderjylland.

Selvom borgerne i Vejen Kommune i den grad har lyttet til de seneste års spritkampagner, er der god grund til fortsat at være opmærksom på, hvornår man må køre efter, at man har indtaget spiritus. Det gælder også dagen efter. Selvom man føler sig frisk nok dagen derpå er det ikke sikkert, at man er ædru til at sidde bag rettet. Derfor opfordrer både Vejen Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi til, at man er ædru, inden man sætter sig bag rettet.

Alt for mange bliver stoppet med enten spiritus eller narko i blodet, og det er kun et spørgsmål om tid, før der er personskade involveret i uheldene. Knud Reinholdt, der er leder af Færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland understreger derfor, at der fortsat er behov for at sætte fokus på problemet.

- I modsætning til 2020 er der lukket op for, at man kan deltage i julefrokoster og gå i byen igen, så vi sætter ind med alle de ressourcer, vi har, fortæller Knud Reinholdt. Dermed kan borgerne i Vejen Kommune kan sagtens forvente at møde os på vejene i december måned, pointerer han.

I Vejen Kommune har politiet indtil dagsdato i år stoppet 33 på grund af spiritus og 37 på grund af narko, hvor tallene var henholdsvis 40 og 49 i samme periode 2020. I hele 2020 var der konstateret 14 uheld med personskade mod seks indtil nu i 2021 og to uheld med euforiserende stoffer mod et i 2020.

Det gælder om, at man både som ven eller familiemedlem til den, der vil tage bilen tør at stoppe chaufføren inden han eller hun sætter sig ind i bilen - og ikke mindst - at man som passager tør at sige fra. Ring efter en taxa eller tilbyd overnatning. Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden lyder opfordringen.

- Vi vil gerne holde uheldsstatistikkerne nede, derfor er det vigtigt, at man har styr på, hvordan man kommer hjem, allerede inden man indtager den første genstand. På den måde passer vi på os selv og hinanden, fortæller Vagn Sørensen, der er formand for Udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune.

Vejen Kommune har netop deltaget i kampagnen #DropNarkokørsel. Hash i blodet øger risikoen for trafikuheld 3 gange. En blanding af stoffer og alkohol i blodet øger risikoen for trafikuheld med op til 200 gange. Derfor er det vigtigt, at man stopper spiritus- og narkokørsel før det er for sent.

Vidste du at......

  • Hvis du kører spirituskørsel med promille over 2,0, eller kører spirituskørsel gentagne gange inden for få år, kan din bil blive konfiskeret. Den overgår til statens ejendom, og du får den ikke tilbage igen.
  • Politiet kan inddrage dit kørekort på stedet, hvis de har mistanke om, at du har kørt spiritus- eller narkokørsel, og der samtidig er risiko for, at du vil gøre det igen umiddelbart efter.
  • Du kan ikke få dit kørekort tilbage før frakendelsesfristen udløber, selvom du er startet i alkoholbehandling.
  • Din arbejdsgiver kan underrettes, hvis du kører spritkørsel, mens dit kørekort er frakendt. Det gælder erhverv, hvor bilkørsel er en væsentlig del af arbejdet som f.eks. chauffører og sælgere.
  • Der er ikke faste promillegrænser for cyklister og ryttere. Men du må ikke færdes i trafikken, hvis du kører eller rider uforsvarligt.
  • Der findes ingen særlige regler for fodgængere, der er påvirket af alkohol.
  • Hvert år bliver ca. 8000 personer dømt for spirituskørsel på de danske veje.
  • Antallet af spiritusulykker med personskade er faldet med ca. 23% fra 2013-2018, mens der ikke har været noget væsentligt fald i personskadeulykker generelt.
  • Der var spiritus involveret i 329 ulykker, hvor en person kom til skade eller blev dræbt, mens det gjaldt for 1.067 af de ulykker, hvor der kun var materiel skade i 2018.
  • Spiritusulykker udgjorde 11% af alle ulykker i 2018.
  • I 2018 blev 36 personer dræbt i trafikulykker i julemånederne, hvilket var 9 dræbte mere end i november-december 2017.
  • Andelen af spiritusrelaterede personskadeulykker i Syd- og Sønderjyllands politikreds svarede til niveauet på landsplan i 2018, 10 pct. i politikredsen og 11 pct. på landsplan.

Emner

Kategorier

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Vagn Sørensen

Byrådsmedlem Udvalgsformand, Teknik og Miljø 40289354

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark